Elskes h​?​jt af skotterne engelsk

by Main page

about

Welcome to www.datingvr.ru!

Click here: => recyhuboun.fastdownloadportal.ru?dt&keyword=elskes+h%3fjt+af+skotterne+engelsk&source=bandcamp.com_dt


Jeg var med til at lukke ham inde i et skab på skolen. I aaret 1817 blev Forfølgelsen af Tænke- og Skrivefriheden formelig sat i System under Retssagerne mod den gamle Bogelsker Hone, der for Domstolene ved en sjælden Forening af Sandhedskærlighed og Kløgt den ene Gang efter den anden tilintetgjorde ethvert Forsøg paa at faa ham dømt for Gudsbespottelse.

Digteren leder os gennem Huler under Jorden, hvor afskaarne Menneskehoveder maa kastes for de Slanger, der bevogter Indgangene; hvor Lyset kun kan holdes, naar Vandreren anbringer det i den afhuggede Haand af en henrettet Morder o. Uden at finde Trøst i Himlen eller paa Jorden trækker deres Hjerte sig sammen i Stolthed og i Kval, indtil det ophører at banke.

Welcome to www.datingvr.ru!

Georg Brandes Georg Brandes Hovedstrømninger i Det 19. Naturalismen i England Jeg er som en aand, der sig har fjælet dybt i Hjerternes Hjerte; jeg har dvælet derinde, følt en Andens Liv og tænkt hans Tanker, kendt den Løndom, der var stængt inderst, den Stræng, som ingensinde rørtes, den Klang, som kun i Blodets Taushed hørtes, naar alle Pulse, alle aarers Elve var Sommersø'r i Ro, der stille skælve. Som med en Mesternøgle ud jeg lukked de gyldne Melodier, der sig vugged i Digtersjælens Dyb, befried dem og baded mig deri som Ørnen bader i Tordenskyr sig, klædende sine Vinger i Lyn. Det er min Hensigt i Englands Poesi fra de første aartier af dette aarhundrede at forfølge den stærke, dybt begrundede og følgerige Strømning i engelsk aandsliv, der frigjort fra de klassiske Former og Vaner frembringer en den hele Literatur beherskende Naturalisme, fra Naturalismen fører til Radikalisme, fra Opstand mod nedarvet Vedtægt i Literaturen stiger til mægtigt Oprør mod religiøs og politisk Reaktion og som i sig bærer Spirer til alle frisindede Ideer og alle frigørende Bedrifter, som den europæiske Kultur siden da har virkeliggjort. Det Tidsrum af skøn Literatur, jeg vil skildre, er et blomstrende rigt, med højst forskelligartede, hyppigt hverandre fremmede eller hverandre fjendske aander og Skoler, hvis indbyrdes Sammenhæng ikke umiddelbart opdages, men først viser sig for det kritiske Blik, og dog har Tidsalderen sin Enhed, og det Billede, den afgiver, er af Historien selv sammenhængende komponeret, hvor broget og bevæget det end er. Fælles Træk af Tidsalderen. Først og fremmest har denne Gruppe af engelsk Literatur visse Kendemærker, der er fælles for den hele europæiske aandsretning i denne Tidsalder, fordi de frembringes af samme aarsag. Napoleon truede Europa med et Verdensherredømme. Dels instinktivt dels med bestemt Bevidsthed bøjede alle de truede Folkeaander for at undgaa Overvældelsen sig ind imod deres egne Livskilder. Nationalitetsfølelsen vækkes og svulmer i Tyskland under Frihedskrigen, i Rusland flammer den i Vejret med Landets gamle Hovedstad, i England begejstres den for en Wellington og Nelson og hævder i blodige Slag fra Nilen til Waterloo det gamle engelske Herredømme over Havet, i Danmark fremkalder Kanonaden fra Slaget paa Rheden en ny Folkeaand og en ny Poesi. Det er denne Nationalfølelse, der overalt hos Folkene leder dem til at fordybe sig i deres egen Historie og egne Sæder, i deres Sagn- og Æventyrkrese. Ja Tilbageslaget mod det franske Verdenssprog bringer endog Mundarterne til Ære. I Tyskland førte, som vi tidligere har set, Nationalitetssværmeriet til Lidenskab for Tysklands Fortid, for Middelalderen, dens Tro, dens Overtro og dens Samfundsorden. I Italien finder med Manzonis Hymner en tilsyneladende Tilbagevenden til Katolicismen Sted. Den i Læresætninger forbenede og verdensforsagende Tro hævder sig her som Poesi og Sædelighed; den bliver fra en Religion til et kunstnerisk Motiv. Manzonis religiøse Begejstring er det samme Sværmeri, der ledsagede Paven tilbage til Rom og indgav Alexander Ideen til den hellige Alliance. Man vendte sig mod den franske Kultur. Digteren antager først den Byste, han finder i det fremmede Værelse, for Voltaires, og nu følger Versene: Den tomme Sjæl, han skal herned, som vilde Kunst og Fromhed døde, og troede fræk paa Alt at bøde med usle Stumper Vittighed! Saa opdager han, at det er Ewalds Byste, for hvilken han staar, og giver sin begejstrede Taknemmelighed mod Digteren Luft. Se samlede Skrifter 1: 381 Steffens bragte jo desuden den tyske Kulturstrøm med sig. Men paa Bevægelsens andet og lige saa betydningsfulde Standpunkt omdanner den sig fra fjendtligsindet mod Frankrig til fjendtligsindet mod det Fremmede overhovedet, særligt Tyskland, der i Danmark saa længe havde spilt Undertrykkerens Rolle, og ved en besynderlig og dog naturlig Følge bliver det selve den Tilbagesøgen til det Folkelige, hvortil man efter Tysklands Eksempel hengav sig, der fjernede stedse mere fra Tyskland. Retningen mod det Nordiske, Grundtvig. Man genfinder i England de samme Grundtræk, der betegner Bevægelsen i alle andre Lande. Man afrystede den franske Dannelse, der i det attende aarhundrede havde behersket de højere Samfundslag. Den klassiske Retnings sidste Digter Pope skulde snart ikke staa som Mester for den unge Slægt. Man ruskede den lille Mand i hans pyntelige Paryk og traadte i hans Haves velordnede Bede. Og nu saas det ret, hvilken mægtig Reserve den britiske Folkeaand besad i de friskere, af Kulturen uudtømte Kongeriger, der laa afsides fra det politiske Livs Midtpunkt. Irland, der i det attende aarhundrede havde frembragt en Tænker som Swift og en Skribent som Goldsmith, sad inde med en Skat af dejlige Melodier, der saasnart en stor Lyriker laante dem Ord, lød fra alle syngende Læber i Europa. Dens Indflydelse var lige stor paa Alfieri og Foscolo i Italien, paa Herder og Goethe i Tyskland og paa Chateaubriand i Frankrig. Saa følger i England Percy's Samling af de engelske Folkeviser og i Skotland Walter Scotts Samling af gamle skotske Ballader. Men mellem disse to ligger en af hine literære Strømninger fra Land til Land og tilbage, som det er vort Hovedøjemed at forfølge, og som her paa en slaaende Maade træder for Dagen. Der sad, kort efter at Percys Samling var udkommen, i GÖttingen en stakkels juridisk Embedsmand, i trykkende Kaar, levende i et fortvivlet og demoraliserende Dobbeltægteskab med to Søstre, i hvis Hus denne Bog en Dag dumper ned. Denne Ballade kommer ud og gaar snart Europa rundt. Da disse Oversættelser modtoges med Bifald, begyndte han at anse sig for Digter. Her er altsaa oprindeligt i denne Literatur et Pust af den fælleseuropæiske Reaktion mod det attende aarhundrede. Vi finder den levende Nationalfølelse, der afløser Verdensborgerstemningen, i England hos Wordsworth i Skikkelse af en poetisk beskrivende Fædrelandskærlighed, hos Southey som en helt eller halvt paa Embedsvegne gennemført Forherligelse af Kongehuset og de nationale Bedrifter, hos den skotskfødte Campbell i stormende britiske Friheds- og Krigssange, medens Scott og Moore formelig staar som digteriske Personliggørelser af Skotland og Irland. Den almindelige Tilbagesøgen til det Folkelige har først og fremmest sin Talsmand i Wordsworth, der særligt fremstiller de lavere og laveste Klassers Liv; Forkærligheden for Middelalderen føles først og fremmest af Scott, der forener en Oldforskers Glæde ved Minderne fra Fortiden med en Torypolitikers Lyst til at fremstille det Nedarvede i den mest tiltrækkende Belysning. Den egenlige Overtros Romantik finder sin Digter i Coleridge, hvis forsætlige Barnlighed og Simpelhed er i nært Slægtskab med den Tieckske, og Coleridge er det ogsaa, der som gennemtrængt af Datidens tyske Filosofi nedlægger en alment videnskabelig Indsigelse mod Oplysningstidsalderen. Hans Lære er ganske uengelsk, uafledet Idelære i Modsætning til den engelske Videnskabs virkelighedsprøvende Art, den er samfundsbevarende, gudelig og historisk sindet, fordi den tidligere Filosofi havde været radikal, vantro og metafysisk; det er en Schellingianisme, der fra først af søger at bevare saa mange af det forrige aarhundredes Resultater som muligt, men som stedse mere haardnakket og mere indskrænket iler til den modsatte Yderlighed af den, paa hvilken man i det forrige Tidsrum var strandet. Paa Romantikens uordenligt fantastiske Retning slaar Southey ind med sine fortællende østerlandske Digtninge, og hvad endelig Chateaubriands og Romantikens sønderrevne og lidenskabelige Helte angaar, da fremtræder de i vildere og mandigere Skikkelse hos Byron, medens Shelleys aandetro og hans Opløsen af alle faste Former i æterisk Musik erindrer om Inderligheden og Ubestemtheden hos Novalis. Fælles Træk af Folkekarakteren. Men disse Tidsalderens fælles og bredeste Grundtræk tillempes paa en højst kendelig Maade ved en Række af særligt engelske Træk, der uden at forekomme andensteds genfindes hos de hinanden mest ulige aander, som dette Tidehverv af Englands Literatur har at opvise. Disse Træk lader sig samtlige føre tilbage til ét Grundtræk: den kraftige Naturalisme. Som vi saa, er den første Bevægelse den, at Forfatterne bliver nationale. Men det at blive national vilde i England sige at blive Naturalist, som det i Tyskland betydede at blive Romantiker, i Danmark at blive Oldnordisk. De dyrker, studerer og tilbeder allesammen Naturen. Wordsworth, der ynder at bære sine Tilbøjeligheder til Skue som Ideer, flager formelig med Ordet Natur og genfremstiller i storladne Billeder, men med smaalig Omhu, Bjerge, Søer og Floder, Bønder og Almuesmænd fra Nordengland. Scotts Naturskildringer er udførte paa Grundlag af paa Stedet gjorte talrige Optegnelser og er saa tro, at en Botaniker vilde kunne lære Stedets Planteverden at kende igennem dem. Keats er med alt sit Sværmeri for Antiken og den græske Mytologi en med de skarpeste Sanser og den fineste alsidige Sanselighed udstyret Sensualist, der ser, hører, føler, smager og indaander alle Afarter af Farvepragt og Fuglesang og Silkeblødhed og Druesaft og Blomsterduft, som Naturen rummer. Moore er lutter aandiggjort Sanselighed. Den forvænte og forvænnende Digter synes at leve omgivet af alle Naturens skønneste og mest udsøgte Ejendommeligheder. Han blænder vor aand med Solglans, døver den med Nattergalemelodier og drukner den i Sødme. Vi lever med ham i en stadig Drømmeskuen af Vinger, Blomster, Regnbuer, Smil, Rødmen, Blussen, Taarer, Kys og atter Kys. Med andre Ord, paa engelsk Grund er Naturalismen saa stærk, at den gennemtrænger det romantiske Overnaturlighedshang hos Coleridge ikke mindre end den højkirkelige aabenbaringstro hos Wordsworth, den ateistiske aandetro hos Shelley, det revolutionære Frisind hos Byron og den historiske Interesse hos Scott. Hos alle Digterne behersker den deres personlige Tro og deres poetiske Retning. Denne saftigt mættede, kraftige Virkelighedssans beror paa forskellige gennemgribende engelske Egenskaber. Først Kærligheden til Land og Sø. Næsten alle de i dette Tidsrum optrædende engelske Digtere er Landmænd eller Sømænd. Den engelske Sanggudinde var fra Arildstid af en Ven af Herresædet og Forpagtergaarden. Wordsworths ægte engelske Poesi svarer nøje til de vidtbekendte Malerier og Stik, der skildrer engelsk Landliv med et Præg af Sundhed og Ligevægtens Ro og nu og da med et evangelisk Skær over Optrinet, naar Landsbypræstens faderlige Virksomhed eller Husandagtens opbyggelige Præg bliver fremstilt. Burns, Sangeren bag Ploven, Skotlands største digteriske Geni, viede tidligt den skotske Digtning til Landet, og der er Sandhed i Emersons spydige Ord, at Scott i alle sine fortællende Digtninge kun skrev en rimet Rejsebog til Skotland. Og hvilken Rolle spiller ikke Herresæder i to saa polart modsatte Digternaturers Tilværelse som Byrons og Scotts. Newsteads Navn er uadskilleligt knyttet til Byrons som Abbotsfords til Walter Scotts. Det gamle Abbedi med dets middelalderlige og fantasirige Arkitektur er Byron den nødvendige Baggrund for hans Peer-Titel og Pantet paa hans Hjemstedsret i England. Han afhænder det først, da han har sagt sit Fædreland Farvel for bestandig. Walter Scotts Ejendom er vel ikke saa gammel og ærværdig; men han køber sig Abbotsford, da det Ønske om Jordbesiddelse, der altid har været mægtigt i ham, bliver uimodstaaeligt, og han indretter sig i det lykkelige Afsnit af hans Liv, han tilbringer her, som havde han aldrig vokset op med anden Udsigt for Øje end den at vise en gammel skotsk Godsejers kongelige Gæstfrihed og leve hans dristige Friluftslevned. Hans største Morskab er den halsbrækkende Fornøjelse at vade gennem rivende Strømme, selv om han ved at gaa 50 Skridt videre havde kunnet komme over en Bro, at ride paa en Hest, saa vild at den ikke kan rides af nogen Anden, og at drive Laksejagt med Spyd ved Fakkelskin, snart gennemblødt af Regn, snart stivfrossen i Nattekulden. Hvilken Kender af Byrons Liv mindes ikke her hans Forkærlighed for vilde Rideture og forvovne Svømmeforsøg! Ikke desmindre er der i de to Digteres Forhold til deres Grundejendom en Modsætning, som særtegner deres forskellige Naturer. Byrons Forkærlighed for Newstead grundede i hans aristokratiske Tilbøjeligheder, Scotts for Abbotsford i hans historiske Instinkter. Som Walter Scotts Herresæde havde Ettrick Skoven til Baggrund, saaledes havde Newstead den ved Robin Hood og hans lystige Mænd berømte Sherwood Skov. Minderne fra Ettrickskoven gaar derimod som et Omkvæd gennem Scotts hele Digtning, ja det er endog ham og ikke Byron, som i Ivanhoe kalder Sherwoodskovens Liv og Poesi op fra de Døde. En anden engelsk Betingelse for Naturalismen er Digternes Kærlighed til de højere Dyr og deres stadige Forhold til Dyreverdenen. De har den Forkærlighed for alle Husdyr, som er en Følge af deres engelske Sans for Hjemmet. De slæber Hjemmet og Husdyrene med sig, naar de rejser. Næsten alle disse Skribenter er Idrætsmænd, fremfor Alt ivrige Ryttere. Man bør agte paa dette Træk for ikke, som det altfor ofte gøres, at se en personlig og selsom Særhed i Træk, der tilhører Folkesjælen. Ikke for Intet nedstammer denne Race fra to mytiske Helte med Hestenavnene Hengist og Horsa. Vi genfinder ogsaa Byrons Kærlighed til Heste, Hunde og alle Slags vilde Dyr, der saa tit er fremhævet som en betegnende Ejendommelighed hos den menneskesky Forviste, ligesaa udpræget hos den i blomstrende hjemlig Lykke levende Walter Scott. Mathews's bekendte Brev om Livet paa Newstead viser os Byron som Yngling omgiven af et helt Menageri, hvoriblandt en Bjørn og en Ulv; Medwins Meddelelser om hans Liv i Italien skildrer os hans Opbrud fra Ravenna i aaret 1821 med 7 Tjenere, 5 Vogne, 9 Heste, en Abe, en Jagthund, en Buldog, 2 Katte, 3 Perlehøner og andre Fugle. Sligt kan synes en rent personlig Egenhed. Men man læse blot til Sammenligning i Walter Scotts Levned Beskrivelsen over hans Flytning til Abbotsford. Ved Siden af Toget løb et Dusin Bønderbørn, belæssede med Fiskeredskaber, Net og Laksespyd, og førende alle Afarter af Hunde ved Linen. Men man bør for at forstaa dette Træk, betænke, at den levelystne Scott, da hans Yndlingshund Camp døde, lod den højtideligt begrave i sin Have, medens hele Familien stod og græd om Graven. Dog endnu mere betegnende end Kærligheden til Grundejendom og til Heste og Hunde, og end de Vidnesbyrd, den sætter sig i den engelske Poesi, er den engelske Forkærlighed for Havet. Englænderen er et Amfibium. En betydelig Gruppe af hele denne Tidsalders Naturskildring er Marinemaleri. Det var en gammel, i hin Tid paany glorværdigt hævdet Overlevering, at England var Havets Dronning; den engelske Digtning var og blev Søens ypperste Skildrer og Fortolker. Der gaar et Pust af Havets Friskhed og Frihed gennem dette Lands bedste Poesi; Havet selv stod for dets Digtere som det store Frihedssymbol paa samme Maade, som Alperne til alle Tider har gjort det for de frie Beboere af Schweiz. Derfor dukker da ogsaa den længst begravne aand fra Vikingetiden op paany hos Landets bedste Digtere i denne Tidsalder, i hvilken den engelske Poesi i dette aarhundrede har naaet et Højdepunkt. Overført paa Samfundet bliver Naturalismen, som allerede hos Rousseau, revolutionær, og bag hin Kærlighed til Grundejendom og denne Lyst til at udsætte sig for Havets Luner og beherske dem, der er Naturalismens dybtliggende aarsag, ligger hos Englænderen den endnu dybere nationale Selvstændighedsfølelse, der under de bestemte historiske Forhold i dette Tidsrum saa naturligt maatte føre de bedste aander til Radikalisme. Det er denne Selvstændighed, der er gaaet over i den engelske Literatur og i afgørende Øjeblikke har gjort dens Kunst til Karakterkunst, og den er det, som i det Tidsrum, vi har for Øje, gør Udslaget og iværksætter Omslaget i Europas literære Bevægelse. Der udfordredes en Englænder til som Byron ene at stemme den Strøm, der flød ud fra den hellige Alliance - en Englænder, først fordi kun en engelsk Digter vilde have havt Dristighed dertil, dernæst fordi paa hin Tid kun Englands Digtere besad det udprægede politiske Hang og den skarpe politiske Sans, der altid har udmærket denne den første, ja maaske eneste parlamentariske Nation. Der udfordredes fremdeles en Englænder til med denne vilde Energi at kaste Handsken til sit eget Folk. Kun i det nationalstolteste Folk kunde der findes store aander, som var stolte nok til at trodse Nationen. Denne personlige Selvstændighed hos Folkets fremragende Digteraander betinges ved en ægte engelsk Ejendommelighed. Disse Digtere hylder saa at sige slet ingen Lære, sjældent nok en kunstnerisk aldrig nogen filosofisk. Tyskerne Lessing, Goethe og Schiller alle indlægger sig de betydningsfuldeste Fortjenester af Videnskaben, er der blandt det engelske Digterfolk ikke en eneste Videnskabsmand. Ja, hvad der er det mærkeligste, disse Skribenter raadfører sig ikke engang med hinanden. Goethe og Schiller brevveksler i det Uendelige om de forskellige Æmners Natur og deres rette Behandling, ja drøfter tit vidtløftigt nok Nødvendigheden af en Strofe mer eller mindre. Heiberg og hans Skole følger bestemte kunstneriske Grundregler, hvorom de er komne overens, og er næsten lige saa kritiske som digterisk frembringende. Men Scott og Byron og Moore, hvem dog et hjerteligt Venskab forener, udfører hver for sig deres poetiske Værker fuldstændigt isolerte, uden at give eller at ønske et Vink, et Raad, en Samtale med Broderdigteren angaaende det paabegyndte Arbejde. Selv naar ganske undtagelsesvis en Paavirkning finder Sted, som af Wordsworth og især af Shelley paa Byron, da foregaar den saa at sige hemmeligt, fuldstændigt ubevidst, og saaledes, at den af dens Genstand enten ikke nævnes eller i det mindste ikke tilstaas. Som der ikke er en blandt disse Digtere, der er Videnskabsmand, saaledes er der næsten ikke en iblandt dem, der ikke er Politiker. Det politiske Hang er en umiddelbar Følge af den nationale Virkelighedssans. Forskellige Overbevisninger kan skille disse Digtere politisk, men de tager alle Parti, Scott som Tory, Wordsworth som Kongedømmets Mand, Southey og Coleridge først for saa imod Datidens Frihedstanker, Moore for Irlænderne, Landor, Campbell, Byron og Shelley som Radikale for de undertrykte Nationer. Man maa undtage en enkelt Digter som Keats, der næsten kun dyrkede Kunsten for Kunstens Skyld, da maa man heller ikke glemme, at han dør 25 aar gammel. I denne Virkelighedsinteresse ligger, at de rent boglige Spørgsmaal Klassicisme eller Romantik f. Kun er det morsomt hos disse Digtere at se, hvorledes Englænderens Trang til handlekraftig Indgriben forener sig med Poetens fantastiske Hang. Scott drev sin Uvilje mod Revolutionen til rent Don-Quijoteri. Omtrent paa samme Tid var det, at Southey og Coleridge i Ungdommens første jakobinske Hede forkyndte deres Bekendte, at de vilde udvandre til en ensom Egn i Amerika; Bredderne af Susquehanna blev valgte, fordi denne Flods Navn syntes de unge Mænd særligt smukt og melodisk; der vilde de saa danne en Kommune, Pantisokracy, hvor al Ejendom skulde være fælles og alle Mennesker i Naturtilstanden lige. Landor, der iøvrigt ingenlunde skyede som Soldat i Spanien at sætte sit Liv for Alvor ind paa Kampen for sine Ideer, vilde som Yngling hjemme i Warwickshire forny de arkadiske Idyllers Tid; han svarer som Digter temmelig nøje til Socialisten Owen. Han forudfølte mangen politisk Revolution. Løven leger med Kiddet, Mennesket dræber og spiser intet Dyr, Fuglene flygter ikke længer for Mennesket. Der gives ingen Rædsel mere. Heldigvis gjorde Dampmaskinen kort derefter dette Forspand overflødigt. Selv Byron, den uden Spørgsmaal mest praktiske af disse Digtere, er dog Digter ogsaa i sin Politik. Det er neppe tvivlsomt, at Grækenlands Kongekrone har lokket ham som hans Anstrengelsers Maal. Det er da ikke Meningen at ville tilsløre, hvor lidet det fattes ogsaa engelske Digtere paa Fantasteri i praktisk Retning. Der gaar dog ligefuldt et virkelighedskært Træk gennem deres Moral og deres Livsbetragtning, som ikke findes saa udpræget hos noget andet Folks. Der er flere Gran af sund Menneskeforstand opløst i deres Poesi end i andre Digteres. Dem alle udmærker en levende Retfærdighedstrang. Wordsworth arver den fra Milton; Campbell, Byron og Shelley føler den saa oprindeligt, som kunde de gøre den gældende mod en Verden. Den spiller ingen Rolle hverken hos Byrons store tyske Forgænger Goethe eller hos hans rigtudrustede franske Efterfølger Musset. Ingen af disse har nogensinde som han stævnet Fyrster og Regeringer for Retfærdighedens Domstol. Men hvad der især er ejendommeligt engelsk, det er at denne Retfærdighed, hvorom Englænderne drømmer, ikke som den, Schiller f. Man vælge for tydeligt at fornemme dette en saa luftig, saa idealistisk Digter som Shelley og man vil se, at hans Moral er en ligesaa udpræget Nyttefilosofi som Benthams og Stuart Mills. Der forekommer med Hensyn til dette Punkt et slaaende Afsnit i et af hans Essays. Urimeligheden af denne Tvivlelyst er mindre tydelig, men ikke mindre virkelig end den at kræve en moralsk Grund for en matematisk eller oversanselig Kendsgerning. Noter til Kapitel 2: Should you feel any touch of poetical glow We'we a Scheme to suggest - Mr. Scott, you must know Having quitted the Borders, to seek new renown Is coming, by long Quarto stages, to Town; And beginning with Rokeby the job's sure to pay Means to do all the Gentlemen's Seats on the way Now the Scheme is though none of our hackneys can beat him To start a fresh Poet through Highgate to meet him; Who, by means of quick proofs - no revises - long coaches May do a few Villas, before Scott approaches. Moore: Intercepted letters Nr. Da Englænderne paa én Gang er det mest udholdende og det mest foretagende Folk, den Nation, der hænger mest ved Hjemmet og den mest rejselystne, den som langsomst foretager Forandringer og den politisk mest frisindede af alle, spalter aanderne i dette Land sig naturnødvendigt i to store politiske Grupper, af hvilke den ene betegner den bevarende Fastholden, den anden det vovende Frisind. Partidelingen har her ingen Lighed med Frankrigs. Er det end en Overdrivelse med Taine at sige, at Frankrig kun har to Partier, de tyveaariges og de fyrretyveaariges Parti, saa er denne Inddeling dog maaske den væsenlige, som de historiske Partinavne kun tillemper. I England er Spaltningen begrundet i selve Folkekarakteren, og vi finder i dette bevægede Tidsrum af Landets Poesi Wordsworth som Repræsentant for den ene Gruppe af Egenskaber, Byron som Type for den anden. Men endnu dybere begrundedes i aarhundredets første Dage Spaltningen ved Datidens Hovedbegivenheds dobbeltsidige Natur. Denne Hovedbegivenhed var Krigen med Frankrig. Allerede om den tyske Frihedskrig brugte jeg det Udtryk, at den vel var Opstand mod et frygteligt Tvangsherredømme, men mod et saadant, der var Udtryk for Revolutionens Ideer, og at den vel var Kamp for Arne og Hjem, men paa Kommando af de gamle reaktionære Fyrstehuse, og kunde dette med Sandhed siges om Tysklands Kamp, i hvor langt højere Grad gælder det da ikke om Englands, hvis Uafhængighed var uanfægtet, men hvis Interesser vare i høj Grad truede og som under hele den langvarige Krigstid og endnu længe efter ikke som Tyskland i Bevægelsens Spidse havde frihedselskende Mænd, men havde nedlagt den højeste Magt i Hænderne paa den stiveste og mest haardnakket reaktionære Toryregering, som Englands Historie nogensinde havde set. Derfor er det, at Baggrunden for hele dette Tidsrum af skøn Literatur er saa mørk. England tager sig som Baggrund for det Billede, jeg vil oprulle, ud som et Landskab i Natbelysning. Folkets store Egenskaber var vildledte, dets sjældne Standhaftighed anvendt til Bekæmpelse af Frihedstrangen hos et andet Folk, dets ædle Frihedskærlighed først brugt til Styrtning af det napoleonske Tvangsstyre for saa at misbruges til Rejsning af alle de gamle møre Troner, som man, dækket af Krudtrøgen fra Waterloo, tømrede op med en Hast som ellers kun Skafotter. Selvkærligheden og Fastheden opfostredes til Adels-Haardhjertethed og Købmands-Selvsyge, som den trives under Reaktioner; Undersaatsfølelsen overfor Kongehuset hidsedes til Trællesind, og den folkelige Selvfølelse æggedes til Nationalhad, som det udklækkes under lange Krige. Den Kærlighed til ydre Anstand for enhver Pris, der er de moralske Drifters Skyggeside, udvikledes til Hykleri paa det sædelige Omraade, og den Fasthængen ved en engang oprettet Religion, der er en praktisk og ikke til Grunden tænkende aandsretnings mindst tiltalende Ledsager, opildnedes dels til Skinhellighed, dels til Ufordragelighedens Forfølgelseslyst. Ingen Tid var gunstigere for Udviklingen af Hykleri og Fanatisme end denne, i hvilken Folket af sine Førere ligefrem opmuntredes til at pukke paa sin Religion overfor det fritænkerske Frankrig. Mest af alle led Landets største Digtere derunder. Det er nuomstunder forslidt at tale om den Skinhellighed cant , der fordrev Byron fra hans Hjem, og mangen mere forfinet aand er tilbøjelig til at ville forklare som ærlig om end indskrænket Overbevisning, hvad man tidligere rask væk betegnede som Hykleri. Men det er umuligt at gaa ind paa denne Opfattelse. En Gudelighed, der lægger sig for Dagen som den engelske gjorde mod Byron og Shelley, er ikke Dumhed alene, den er et af Trangsynthed baaret højst modbydeligt Hykleri. Den udmærkede amerikanske Iagttager Ralph Waldo Emerson's Anskuelser om dette Punkt har stor Værdi, fordi Emerson som Amerikas første Kritiker, som Englændernes største Beundrer og som Bedømmer af sin egen Race har alt Krav paa Tiltro. Englændernes Religion er Citater, deres Kirke en Dukke og enhver Kritik bliver tilbagevist med Rædselshyl. I venter, at de i det gode Selskab vil le af Pøbelens Trosiver, men de gør det ikke, de er selv Pøbelen... Englænderne, der i alle Ting hader Forandringer og fremfor alt afskyr dem i religiøse Anliggender, holder fast paa den sidste Pjalt af det Kirkelige og hykler paa en gruelig Maade. Englænderne og jeg vilde ønske, det indskrænkede sig til dem, men det er et stygt Hang, som ligger i det angelsaksiske Blod i begge Verdenshalvkugler - hykler fremfor alle andre Folk. Franskmændene overlader dem ganske og aldeles denne Industri. Hvad er saa modbydeligt som de høflige Buk, man gør for Gud i vore Bøger og Aviser! Den folkelige Presse er skændig i sit nøjagtige Maal af hellig Holdning, og Dagens Religion er et Sinai, hvis Tordenkiler smeddes af de Rige... Kirken er i dette Øjeblik meget at beklage. Den har intet andet tilbage end sit Gods. Naar en Biskop træffer sammen med en forstandig og dannet Mand, kan han kun hjælpe sig ved at drikke Vin med ham. Denne Skildring gælder Tiden omkring 1830; man tænke sig da selv hvorledes Tilstanden tyve aar tidligere var. Først og sidst blev dog Folkets beklageligste Last, Hanget til Undertrykkelse, formelig sat i System. Om intet Tidsrum gælder det som om dette, hvad man har betegnet som Britanniens Grundskade: England, Skotland og Irland undertrykker i Forening de fjerne Kolonier, England og Skotland gør fælles Sag for at undertrykke Irland, kue den irske Kirke og holde irsk Værkflid og Handel nede, England samler sig for at trænge Skotland tilbage, og i England selv undertrykker den Rige den Fattige og den herskende Kaste alle de andre. Denne Tilstand er det, som udøver en dels fordærvelig, dels i modsat Retning begejstrende og ansporende Indflydelse paa Landets Skribenter. De, i hvem den hellige Ild brænder svagt, slukkes tidligt og staar som reaktionære Støtter for den herskende Tilstand. De derimod, hvis lynsvangre aander var anlagte til at gaa mod Vinden, udvikler under Trykket af disse Forhold en Frihedspatos, der sætter det politiske Luftlag i Skælven. Det er nødvendigt at gaa noget mere i det Enkelte med Hensyn til de politiske Forhold i dette Hjem for ret at kende den Jordbund, paa hvilken Literaturen spirer i Vejret og for at forstaa de Grundsætninger ikke angaaende Kunst, men Stat, Samfund og Religion , der spalter Digterne i hinanden modstaaende Grupper. Paa Englands Trone sad ved aarhundredets Begyndelse allerede fra 1769 Georg den Tredie. Fra hans Barndom af havde hans Moder stræbt at bibringe ham de overdrevne og uengelske Forestillinger om Suverænitetens Betydning, der var gældende paa Fastlandet, og det var i den Grad lykkedes, at den ene efter den anden af de høje Lorder, der var valgte til Prinsens Hovmestere, frasagde sig dette Hverv, fordi deres Indflydelse blev modarbejdet. En af disse, Lord Waldegrave, der ikke blot var en skarp Iagttager, men en hengiven Tilhænger af Huset Hannover, har givet et Billede af Grundtrækkene hos hans Myndling, der er alt andet end indtagende; han skildrer ham som jævntbegavet, men uden al Flid; som strengt retskaffen, men uden den aabenhed og Frimodighed, der gør Retskaffenhed elskværdig; som oprigtigt from, men stadigt opmærksom paa sin Næstes Fejltrin og Synder; som bestemt, men stædig og fordomsfuld; han skildrer hvorledes Forbitrelse og Vrede aldrig giver sig Luft hos ham, men straks slaar ind og øjeblikkeligt kun afføder Forbeholdenhed og Forstillelse, for sidenhen at ytre sig med des større Virkning, og hvorledes den samme Konge, der havde en saa haardnakket Hukommelse for enhver Uret, der var tilføjet ham, besad en mere end kongelig Glemsomhed overfor de Tjenester, som blev ham viste. Hans aands fuldstændige Forbening i Fordomme var dog maaske hans største Mangel som offenlig Personlighed og som Regent. I sit private Liv var han jævn, ærlig, paalidelig og indgød sine Undersaatter stor Agtelse, skønt Manglerne ved hans Opdragelse aldrig blev oprettede. Da han kom til Roret, havde han liden eller ingen Kundskab hverken til Mennesker eller til Bøger, og hele sit Liv var og blev han fuldstændig uvidende angaaende Literatur og Kunst; men det egennyttige Hof omkring ham bibragte ham snart en ikke ringe Menneskekundskab, og han, mod hvem Store og Smaa, hvor han saa hen, rakte Haanden ud, lærte snart at kende hver Mands Pris og beregne den Nytte, han kunde have af ham. Hans af Naturen gode Forstand blev hverken styrket ved Studier eller Rejser eller Samtaler, men alle de Spørgsmaal om Enkeltheder, der ikke udfordrede nogen finere Sjælens og Tankens Dannelse, forstod han at sætte sig ind i og behandle med den Dygtighed, der var nødvendig for en Regent, som allernødigst vilde indskrænke sig til at være Konge af Navn. Georg den Tredje var Englands Frederik den Sjette. Han var en virkelig patriarkalsk Regent og følte sig selv som sit Folks Fader. Landet mistede under ham de nordamerikanske Kolonier, som Danmark under Frederik den Sjette mistede Norge, uden at dette Tab eller den ufornuftige Politik, der havde fremkaldt det, gjorde noget Skaar i den Folkeyndest, Fyrsten nød. Kong Georgs Husholdning var et Mønster paa en engelsk Gentlemans Husliv. Tidligt op om Morgenen! Det var tarveligt, ordenligt, sparsomt, ægte borgerligt indrettet i enhver Henseende. Naar Kongen selv var staaet rigtig tidligt op en Dag og selv havde vækket sine Pager, slog han paa sin Morgentur en Passiar af med Enhver, han mødte, gik ukendt ind i mangt et Hus og mangen en Hytte, gav snart et Barn en Sølvmønt, snart en fattig Kone en Høne. En Dag traf han med Dronningen en lille Dreng, med hvem de gav sig i Snak, indtil Kongen sagde til ham: Knæl ned, det er hendes Majestæt Dronningen, med hvem du taler! Men da den Lille haardnakket vægrede sig derved af pligtskyldigt Hensyn til nye Benklæder, rørte denne tidlige Sparsommelighedssans den gamle Georg saa stærkt, at han trykkede Drengen til sit Hjerte. Dagene ved Hoffet gik hen med en slæbende Ensformighed, der jog de unge Prinser langt bort fra Hjemmet og havde sin Del af Skylden for at de artede sig saa slet. Om Aftenen spillede Kongen enten sin Tokkodilje eller han havde sin Aftenkoncert, hvortil han regelmæssigt nikkede, medens Pagerne gabede sig ihjel ude i Forværelset. De daglige Spasereture foregik i Familiegruppe paa Windsorvolden, medens Folket samlede sig gemytligt rundt omkring og saa paa, og Drengene fra Eton trykkede deres rødkindede Hoveder frem under Hobens Albuer. Musiken spillede, og naar Friluftskoncerten var forbi, undlod Kongen aldrig at tage sin trekantede Hat af og hilse Musikanterne med de Ord: Jeg takker Dem, Gentlemen. Hvilken Dansk maa ikke ved disse Scener tænke paa Frederik den Sjettes Spasereture og Sejladser som Storadmiral i Frederiksberg Have! For det store Flertal af Englands Beboere var den gamle Georg en mægtigt skarpsindig Statsmand og en vældig Suveræn. Der gives et i sin Tid berømt Stik af ham Gilray's , hvor han er afbildet - i gammel Paryk med en snever, gammel, grim Windsor-Uniform - som Konge af Brobdingnag, holdende en lille Gulliver paa sin ene Haand, og med en Operakikkert i den anden, hvorigennem han iagttager Mandslingen. Hvem tror man den lille Gulliver er? Han bærer trekantet Hat og den lille graa Marengo-Frakke. Danske Læsere vil erindre et gammelt Billede, der i fotografisk Gengivelse for nogle aar siden gjorde megen Lykke. Er dette lille Familiemaleri, der findes hos Frk. Burney, som beskriver en Eftermiddagspromenade i Windsor, ikke det nøjagtige Sidestykke dertil? Den lille Prinsesse Amelia, der netop var bleven tre aar gammel, gik ene og forrest med en ny Kjole paa af fint Musselin, og med en smuk lukket Hat, hvide Handsker og Vifte, i høj Grad henrykt over at være stillet til Skue, og uafbrudt drejende Hovedet for at se Enhver, hun gik forbi; thi alle de Spadserende stod op mod Husene fra det Øjeblik den kongelige Familie kom til Syne, for at den kunde have Vejen fri. Saa fulgte Kongen og Dronningen, ikke mindre glade over deres lille Yndlings Fornøjelse. Kronprinsen havde budt Lady Waldegrave Armen; derefter kom Prinsesse Augusta Arm i Arm med Hertuginden af Ancaster, General Rude, Hertugen af Montague og Major Price, der som Staldmester sluttede Toget. Dette er den hjemlige Idyl, hvortil udadtil svarer Kongens Lidenskab for at undertrykke Nordamerika, bekæmpe den franske Revolution, tilintetgøre den irske Kirke og lade Negerhandlen med alle dens Rædsler vedblive at bestaa. Dog selv den hjemlige Idyl varede ikke aarhundredet ud. I aaret 1788 havde Kongen det første Anfald af Afsind, og allerede da drøftedes med uhørt Lidenskab i Parlamentet Prinsen af Wales' Regentskab, der i aaret 1810 blev endegyldigt fastslaaet. Oppositionen mente dengang at have for lange Tider styrtet Torystyret, ifald Prinsen blev udnævnt til Regent. Hans Karakter og Sæder var imidlertid hos Folkets store Flertal saa ilde berygtede, at hans Tronbestigelse imødesaas med Angst. Men netop som et Lovforslag desangaaende skulde indbringes, saa Pitt sig istand til at forelægge Parlamentet en Lægebulletin om Hans Majestæts umiddelbart forestaaende Helbredelse, og Faren drev for denne Gang over. Prinsens Skuffelse var stor, og han kunde des mindre skjule den, fordi han under Kongens Sygdom havde lagt et alt andet end sønligt Sindelag for Dagen. Han besad en vis Evne til at efterligne Andres Lader og Stemmer, og det var en af hans Hovedfornøjelser under Faderens Sygdomstid at more de gode Hoveder, de lystige og udsvævende Mænd og Kvinder, der udgjorde hans stadige Kres, med at eftergøre sin afsindige Faders Udseende og Handlinger for dem. Man maa beundre den Færdighed, hvormed denne Mand forstod, om end blot for en kort Tid at vinde Tidens sjældneste aander. Han havde Burke og Fox og Sheridan til Omgangsvenner. Men han snakkede om Terninger med Fox og med Sheridan om Vin, det var Punkter, hvor Narrens og Geniernes Interesser mødtes, og Brummels Ven og Rival var mellem Tidens Modeherrer Autoritet i ethvert Spørgsmaal, om hvilke Knapper der passede til en vis Art Vest og hvilken Sauce der stemte med en vis Art Postej. Vi ser ham vinde selv Moore et kort Minut. I dennes Brev til hans Moder fra Juni 1811 Memoirs 1, S. I sin Egenskab af haardnakket Tory var han altid Prinsregentens tro Mand, saa ædel og brav han end var. Majestæt lige havde drukket, udbad sig den Naade at maatte beholde det, lovede, at det for evigt skulde gaa i Arv i hans Familie, gik hjem, traf der en uventet Gæst, kastede sig i en Stol og - satte sig paa sin Baglomme for altfor tidligt og smerteligt at mindes det kongelige Erindringstegn. Det Liv, han førte med uafladelige Sviregilder havde givet ham et saadant Huld, at han ikke mere gad gaa. Naar han skulde køre ud, blev et Bræt lagt ud af Vinduet, og ad dette lod han sig glide ned i sin Vogn. Medens Væverne i Glasgow og Lancashire raabte til Himlen af Sult, foranstaltede han kæmpemæssige Festligheder med uhyre Pragt og modtog den landflygtige Bourbon som Ludvig den Attende. Drengen er Fader til Manden, siger Wordsworth. Georg den Fjerde betegnede sin Indtrædelse i Hoflivet ved en Stordaad, værdig hans tilkommende Liv. Han opfandt et nyt Skospænde. Det var én Tomme langt og fem Tommer bredt. Hans Hat var smykket med to Rækker af Staalperler, femtusind i Tallet, med en Knap og en Snor af samme Metal og sat op med et krigerisk Snit. Det passede godt til det Hoved, som bar den. Dette Hoved var, dengang da dets Besidder begyndte at holde Hus i sit nye, prægtige Palads Carlton House, fuldt af løse Planer til at opmuntre Literatur, Videnskab og Kunster, og det kunde et Øjeblik synes at være Alvor, naar man ved Prinsregentens Bord hørte Walter Scott, Tidens bedste Fortæller, med undersaatlig Hengivenhed og virkelig Elskværdighed meddele morsomme, lunerige Historier af sit uudtømmelige Forraad, eller naar Moore i denne Kres sang nogle af sine søde anakreontiske Sange, eller Grattan, Irlændernes stolte Fører, bidrog til Underholdningen med sin fantasirige og følelsesfulde Veltalenheds Liv. Men hvor snart veg ikke disse Mænd Pladsen for et Selskab, der ganske anderledes passede for Prinsen: franske Kokke, franske Dansere, Jockeyer, Hofnarre, Koblere, Skræddere, Boksere, Juvelerere og Fægtemestre. Med slige Folk tilbragte han den Tid, han havde tilovers fra sine Elskerinder og sine Drikkelag. Han viste sin kunstneriske Smag og Sans ved i dyre Domme at sammenkøbe sig hele Læs af kinesiske Snurrepiberier. Neppe var da ogsaa Skønaanden bleven Regent, før han brød med de gode Hoveder blandt Whiggerne, hvis Selskab han havde søgt. Han slog om og blev pludseligt Tory. Der er fire europæiske Regenter i dette aarhundredes første Halvdel, som staar i et iøjnefaldende Slægtskabsforhold til hinanden: Ludvig den Første af Bayern, Friedrich Wllhelm den Fjerde af Prøjsen, Christian den Ottende af Danmark og denne engelske Prinsregent. Det er de fire reaktionære Skønaander paa Tronen. I England som i Danmark optræder i Kongefamilien det literære Dilettanteri efter den patriarkalske Enfold. Rigtignok var det hist forenet med de uhyggeligste Sæder og en næsten ubegribelig Ladhed. I aaret 1816 hensad i Newgate 58 Dødsdømte, oppebiende at Prinsregentens Fornøjelser og Adspredelser skulde levne ham Tid til at underskrive Dødsdommen eller at benaade, og mange af dem havde siddet saaledes ventende fra December til Marts. Her viser det sig, at den elskværdige irske Sangfugl havde Næb og Kløer. Man ser af Scotts Levned 3: 342 , med hvilket roligt Smil Regenten i 1815 skemter med de Vers af Moore, der skildrer hans Bord som overfyldt med Modejournaler paa den ene Side og uunderskrevne Dødsdomme paa den anden! Disse Vers var kun altfor retfærdige og havde kun hjulpet altfor lidt. Her Kræmmerregninger - Statspapirer, Kærestebreve og Kraft-Eliksirer mod Kvalme, Planer til nye Sadler, Te, ristet Brød med Skinke og Ost, Dødsdomme i Mængde og Morning Post. Og derefter lader Regenten fire aar senere 58 Dødsdomme ophobe sig. Vi saa, at han neppe var bleven beklædt med Regeringens Værdighedstegn, før han brød med sine fordums Venner og blev Tory. Det store, langvarige Toryministerium blev stiftet med Liverpool i Spidsen, en sejg Reaktionær, men godmodigt doven, fra hvem Forbitrelsen altid gled over paa hans Fæller; han var som Førsteminister en Slags Konge med indskrænket Magt, hæderlige Hensigter og beskedne Evner. Han nød, ligesom hans Embedsbroder Lord Sidmouth, den Forret hverken at blive frygtet paa Grund af sin Karakterstyrke eller misundt paa Grund af sine Anlæg. Den mest betegnende og mest udsatte Personlighed i Ministeriet var Lord Castlereagh, en middelmaadig begavet, men handledygtig Mand, hvem Wilberforce engang bestemte som: en Fisk i Koldblodighed. Han havde et smukt Ansigt og en kommanderende Stemme, og hans ydre Person bar større Æresbevisninger tilskue, end der havde været skænket noget Underhusmedlem siden Robert Walpoles Dage. Han havde fra først af Forkærlighed for Enevælden, og hans Samkvem med Fastlandets uansvarlige Fyrster havde end mere bidraget til at udvikle de for en konstitutionel Minister betænkeligste Grundsætninger hos ham. Ingen Bevidsthed om hans Forstands Sneverhed eller hans Opdragelses Mangler forhindrede ham fra strømmevis at fremkomme med uformelige Sætninger og løse Bevisgrunde. Byron, Shelley og Moore flaar ham ligeligt i deres Digte. Tilbage staar endnu at nævne Kansleren Lord Eldon, Torypartiets Lære i Menneskeskikkelse, hvis Tanker Dag og Nat var optagne af hvad han kaldte at opretholde Forfatningen. Den, der vilde ophæve en eller anden gammel Eneret, en eller anden forældet Friheds-Hindring eller Indskrænkning, og end mere Den, der vilde afskaffe en gammel, grusom Straffelov, lagde efter hans Opfattelse Haand paa Forfatningen. Og ikke desmindre var han selv uafbrudt den første til midlertidigt at ophæve dette hans eget Skytsværn, Loven, saasnart denne stod ham i Vejen. At sætte Habeas-Corpus Akten ud af Kraft for en Tid, at kneble Pressen o. Det var dette Ministerium, som i 1814 forbausede Alexander af Rusland ved dets Iver for at genoprette de af Revolutionen rystede Grundsætninger. Den russiske Kejser haanede det engelske Ministerium ved at beklage dets reaktionære Tilbøjeligheder og søge Omgang med Oppositionens Førere i London. De første Meddelelser om den franske Revolution havde hos Englands Regering og Folk vakt Samstemning. Modstanderne Pitt og Fox enedes i at hilse den som en af de største og ypperste Begivenheder i Menneskehedens Historie. Men neppe var Blod bleven udgydt hinsides Kanalen, før Befolkningens Masse, ja selv Oppositionens Flertal saa hele sin Arv fra Fortiden: Kongemagten, Religionen, Ejendomsretten i Fare, og dannede et uhyre Ordenens Parti. Burke var blandt Whiggerne den, der først med voldsom Heftighed fordømte Revolutionen og som særligt fordømte sin Ven og Partifælle Fox for hans Forsvar for dens aand. De gamle Whigger sluttede sig til Burke. Pitt, der havde planlagt en Række nødvendige Reformer, vovede end ikke at skride ind imod Englands fordærvelige Valgsystem og tilstod paa given Opfordring, at hvorvel han var fuldt overbevist om Nødvendigheden af en Parlamentsreform, var Tiden nu ikke gunstig til saa vovelige Forsøg. I enhver frisindet Rørelse, selv i den uskyldigste og dybest berettigede, begyndte man at spore den frygtede Jakobinisme. Da Wilberforce indledede sin Agitation mod Slavehandelen, var han paa én Gang støttet af Regering og Opposition. Kun Kongen, Rhederne og Overhusets Adelsmænd stode ham dengang imod. Men da han i 1791 anden Gang prøvede Stemningen, var den slaaet saaledes om, at Forfægterne af Slavehandelens Afskaffelse næsten blev betragtede som Jakobinere, og med 163 Stemmer mod 88 blev Loven om Slavehandelens Ophør forkastet. Hertil kom det i England skrækindjagende Indtryk, Revolutionen havde gjort paa Irland. Man hilste Budskabet om den, som Slaver og Livegne hilser Budskabet om Frihed. Skønt det irske Folk, ført af den ædle, af Byron saa begejstret besungne Henry Grattan, i aaret 1782 havde faaet sit Parlament anerkendt som ligeberettiget med det engelske, var dog saa vel dets Handel som dets Religion undertrykt. Den maadeholdne Thomas Moore bruger selv det Udtryk, at han som Barn af katolske Forældre kom til Verden med Slavens aag omkring sin Hals. Han kendte og beundrede dens Fører Robert Emmet. Slige Hentydninger udeblev da heller ikke. I 1798 knaldede det opsamlede Sprængstof af, og Castlereagh vaskede efter Byrons Udtryk sine unge Hænder i Erins Blod. Det Raseri, hvormed Regeringen gik tilværks mod Oprørerne, var saa dyrisk og vildt, at neppe nogen europæisk Oplands Undertrykkelse i den nyere Tid har ført saadanne Rædsler med sig. Hadet til Revolutionen fortsatte sig som Had til Napoleon. Dette gik over alle fornuftige Grænser. Thackeray fortæller en Anekdote, der giver en Forestilling om dets Grad. Jeg kom, siger han, fra Indien som Barn, og vort Skib lagde an ved en Ø paa Vejen hjem, hvor min sorte Tjener tog mig med til en lang Spadseretur over Klipper og Høje, indtil vi naaede en Have, hvor vi saa en Mand gaa op og ned. Den fremtræder lige stærkt i Wordsworth's Sonetter, i Southey's Digte og i Walter Scotts berygtede Napoleonsbiografi. Især i Skotland blev grusomme Love fra Fortiden fremsøgte, og højt dannede Mænd sendte som simple Forbrydere til Australiens Straffekolonier. Man vovede imod Republikanere og Lighedsmænd i England at tale om Kronens Uindskrænkethed, om Parlamenter og Nævninger som om underordnede Bi-Magter. Der dannedes et altbeherskende Parti under Feltraabet: Konge og Kirke! Kongen selv var gal, Prinsregenten værre end gal og Kirken forhyklet. Misvækst, Oversvømmelse, Hungersnød indtraf i 1816. Nagende Sult drev rundt om i Landet den lavere Befolkning planløs fra Hus og Hjem. I Leicestershire ødelagde Arbejderne i deres Fortvivlelse Kniplingsvæverierne og sloge Væverstolene i Stykker. Det er til deres Forsvar, at Byron holder sin første, smukke Parlamentstale. Man ser af Romillys Dagbøger, hvor umuligt det var for de faa frisindede Mænd at faa den ringeste Reform sat igennem. Han vil da opdage, ikke alene hvilken stump Rædsel for Forandringer, men hvilken Grumhedsaand der er faret i altfor mange af hans Landsmænd. Romilly fortæller selv, hvorledes en af hans yngre Kaldsfæller i Parlamentet besvarede enhver Forestilling og Indsigelse med det uforandret gentagne: Jeg er for at hænge dem alle I am for hanging all. Og dog skulde man tro, det i det nittende aarhundrede var paa Tide at gjøre Ende paa Hængelidenskaben i England, der endnu vidnede kun altfor ufordelagtigt om den store Grundsum af Raahed i Folket. Under Henrik den Ottende var 72,000 Tyve blevne hængte og endnu under Georg den Tredje hængtes de i tusindsvis. I aaret 1817 blev Forfølgelsen af Tænke- og Skrivefriheden formelig sat i System under Retssagerne mod den gamle Bogelsker Hone, der for Domstolene ved en sjælden Forening af Sandhedskærlighed og Kløgt den ene Gang efter den anden tilintetgjorde ethvert Forsøg paa at faa ham dømt for Gudsbespottelse. Saa fulgte i 1818 Optøjerne af den fattige Befolkning i Manchester, hvor Rytteriet huggede ind og Soldaterne mishandlede de ubevæbnede Folkeskarer. Indtrykket heraf er bevaret i Shelleys Digte fra 1819. Visselig er da den politiske Baggrund for dette Tidehvervs aandsliv mørk - mørk af forskrækkede Spidsborgeres Angst for Frihedsbevægelsens Udskejelser i Frankrig, mørk af stolte Toryers tyranniske Lyster og Højkirkens Tryk, mørk af irske Katolikers og engelske Arbejderes Blod - og over alt dette er paa Samfundets Tinde Kronen lagt om Vanviddet i Georg den Tredjes Pande og Scepteret lagt i Haanden paa den slappe Utugt, der i Skikkelse af Prinsregenten fylder Kongesædet som Stedfortræder for den Indskrænkethed, der havde beklædt Tronen med hans Fader. Og det er denne Trone, som Lord Eldon støtter med sine seks Kneblelove, hvortil han har omdannet Englands ældgamle Forfatning, og som forherliges og lovprises i Castlereaghs ligesaa ugrammatikalske som frihedsfjendske Parlamentstaler og i Southeys ligesaa umelodiske som vel betalte Smigerhymner indtil Skilsmisseprocessen mellem Georg den Fjerde og Caroline, med sin uhyre, alle Begreber overgaaende Skandale udbredt strømmevis som en Kloak fra Overhusets Talerstole, drukner Kronens Glans og Hoffets Værdighed i et Hav af Skarn og Spaniens, Grækenlands og Sydamerikas Slag i Slag paa hverandre følgende Revolutioner renser Luften, og Castlereagh overskærer sin Hals skærer sin Gaasefjær, som Byron siger og England under Canning anerkender de sydamerikanske Republiker og forbereder Slaget ved Navarino. Shelleys, Landors, Byrons og Campbells Poesier har politiske Sidestykker i disse Regeringshandlinger af Canning. Men selve Cannings Taler fuldstændiggør disse Digteres Værk. Castlereaghs leddeløse Taler og hans flove og magre Statsbreve - dobbelt magre fordi han som ægte Forretningsmand af Metternichs Skole foretrak mundlig Meddelelse - afløstes umiddelbart af Cannings frimodige og glødende Veltalenhed. Medens Castlereagh som hans overlevende Fæller paa den forsmædelige Kongres i Verona kun gik ud paa under Skin af evangelisk Fred at opretholde Taushed og Mørke i Europa, lyste nu Cannings Taler som en Skovbrand i den hellige Alliances dybe Nat. Hans store menneskelige Grundtanke var Folkenes Selvbestemmelsesret. Den ottende August 1827 døde han; men den tiende Oktober samme aar sloges Slaget ved Navarino, der ligesom var den Dødes sidste Vilje, og som for os nutildags er det politiske Sindbillede paa den nye aands Vaagnen i Europa. Noter til Kapitel 3: Miss Martineau: The history of England during the thirty years peace 1, 2. Massey: History of England during the reign of George the Third 1-4. Thackeray: The four Georges. Reinhold Paulli: Geschichte Englands seit den Friedensschlüssen 1814 und 1815. I Sommeren 1797 faldt Talen mellem Beboerne af en lille Landsby ved Kysten af Sommersetshire ofte paa to unge Mænd, der nylig havde opslaaet deres Bopæl der, og som daglig saas spadserende sammen fordybede i ivrige og uendelige Samtaler, hvori fremmede Ord og fremmede Navne, uforstaaelige for de Forbigaaende, udtaltes under livfuld Spørgen og Svaren. Den ene af disse to unge Mænd var 27 aar gammel. Han havde en dyb Alvor i sine Miner, en uforstyrrelig Værdighed, ja Højtidelighed i sit Væsen, lignede mest en ung Metodistpræst og havde en enstonig og trættende Stemme. Hans et Par aar yngre Ledsager, der talte med uafbrudt Ordstrøm, urolige og hyppige Haandbevægelser, havde et stort, rundt Hoved, hvis Form tydede paa mærkelige Evner, et glat Ansigt, dybe lysebrune Øjne med et aandfuldt og forvirret bekymret Blik og et underligt Udtryk af slap Ubestemthed og gennemgaaende Karaktersvaghed af den Art, der ikke udelukker en pludseligt opblussende Styrke. Hans Stemme var Musik, hans Veltalenhed syntes at fortrylle selv hans forbeholdne Tilhører og Ven. Hvem og hvad var disse to unge Mænd, der slet intet Selskab søgte der i Egnen? Det var det Spørgsmaal, Beboerne forelagde sig. Hvad Andet end Politik kunde det være, som de drøftede saa heftigt, og hvis saa var, hvad Andet kunde de da være end Sammensvorne, end Jakobinere med Oprørsplaner! Snart rygtede det sig, at den ældste af de to Venner, Mr. Wordsworth, i længere Tid havde opholdt sig i Frankrig under Revolutionens Begyndelse og med stor Varme delt Tidens Sværmen for en Samfundsreform, og at den yngste, Mr. Hvad var det nødigt at tvivle mere? En kærlig Sjæl i Nabolavet angav Vennerne for Regeringen i London, og denne udsendte en Spejder, der skulde iagttage deres Spadseretures Maal og deres Samtalers Genstand. Han tiltalte dem nu og da, og valgte sig sit Skjul i Buskene bag en Bænk ved Kysten, deres Yndlingshvilested. Her laa han saa i Timer paa Lur. Samtalen drejede sig næsten udelukkende om Bøger, og den Ene opfordrede den Anden snart til at læse dette, snart til at lægge Mærke til hint. Men Politimanden kunde ikke opfatte et Ord om Politik og opgav snart skuffet Forsøget for at vende sin Sporernæse andensteds hen. I Virkeligheden var her intet Truende at opdage; den politisk-revolutionære Rus havde de to Venner for længe siden sovet ud, og selv hin Spinoza, der spillede saa stor en Rolle i deres Samtaler, havde de lært at kende paa anden Haand og drøftede ham uden at forstaa ham, endsige tilegne sig ham. Det var Coleridge, som gennem Schellings første Skrifter havde lært Substansfilosofien at kende, og som nu indviede sin filosofisk ulærde Ven i den nyerhvervede Visdom. Men Spinoza var i disse Samtaler kun Sindbillede paa en hemmelighedsfuld Naturdyrkelse; Jakob BÖhmes Navn lød fredeligt sammen med hans. Det gjaldt her ikke Videnskab, men Poesi, og var der under disse vidtløftige Forhandlinger Tale om en Revolution, saa var denne Revolution en rent boglig og kunstnerisk, med Hensyn til hvilken de to ensomt Boendes Tanker ud fra forskellige Udgangspunkter paa en slaaende Maade stemte overens. Hvad der i disse Samtaler fuldbyrdedes, det var intet Andet og intet Ringere end det bevidste literære Brud med det attende aarhundredes aand, som samtidig foregik under forskellige Former over hele Europa. Coleridge negtede da Pope og hans Efterfølgere Digternavnet og svor ved Bowles' Sonetter; han talte mod Pope, som Oehlenschlägers unge Venner i Danmark lidt senere talte mod Baggesens Poesi. Man fandt efter Coleridge's Opfattelse med andre Ord her ikke poetiske Tanker, men upoetiske overførte i et Sprog, man af Vedtægt kaldte poetisk; i selve Undfangelsen af Digtet var intet Fantastisk, ja det skortede tit Digteren saa stærkt paa Indbildningskraft, at det afhang af et stort eller lille Begyndelsesbogstav, om Ordene skulde betragtes som Personliggørelser eller som blotte Begreber; men medens Englands gamle store Digtere som Spenser havde kunnet udtrykke de mest fantastiske Indfald i det reneste og simpleste Engelsk, kunde disse nyere ikke udtale almindelige Hverdagsforestillinger uden i det besynderligst slette og fantastiske Engelsk, saa Resultatet saa ud som om Ekko og Sfinks havde lagt deres Hoveder i Blød sammen for at bringe det tilveje. Med Uvilje vendte Coleridge sig bort fra hine Forsøg paa at dække Fantasiløshed ved forskruet Foredrag. Selv i den bedste senere engelske Poesi vedligeholdt hin Uvane at tage Begreber for Skikkelser sig altfor længe. Dette hele Talekunstleri forekom Coleridge ligefrem at nedstamme fra den Vane at skrive latinske Vers i Skolerne. I Modsætning hertil stod det for ham som det Mønstergyldige at udtrykke naturlige Tanker i en naturlig Stil, der hverken var boglig eller plat, hverken lugtede af Lampen eller Rendestenen; de gammelengelske Ballader i Percy's Samling med deres Naturtoners uforfalskede Folkelighed forekom ham at være ypperlige Vejvisere. Ogsaa han ønskede at lade saadanne Naturtoner klinge. Her var det, at Wordsworth kom ham imøde med sine Grublerier og Forsætter. Han var en af de aander, der finder Behag og Sikkerhed i afgørende og stærkt forkastende Domme. Hans Mening om hele den engelske Poesi efter Milton var den, at Folket med Frembringelsen af denne store Mand havde mistet sin poetiske Kraft og kun bevaret en Kompositionsform, saa at Poesien var kommen til at bestaa i en Sprogkunst og en Ordleg og Digteren bedømtes efter sit Herredømme over det sproglige Redskab. Derfor havde den metriske Stil fjernet sig mere og mere fra Prosaen. Opgaven var at føre den tilbage til denne, saa Verset kun ved den rytmiske Form adskilte sig fra det daglige Sprog. Medens Coleridge sværmede for Naturmelodier, gik Wordsworth saa vidt, at hans Lære ikke krævede mindre end en rimet naturlig Prosasamtale. Og til denne Naturalisme i Opfattelsen af Formen kom en lignende i Opfattelsen af det poetiske Indhold. Det var en af Wordsworth's Yndlingspaastande og en af hans heftige Anker mod den herskende literære Skole, at der neppe var fremkommet et eneste ejendommeligt Billede af den ydre Natur eller én ny Beskrivelse af den imellem Milton og Thomson. Selv udrustet med en høj Grad af Modtagelighed for den ydre Naturs Begivenheder og Særsyn gjorde han Raabet: Natur! Ved Bylivet glemte Menneskene den Jord, hvorpaa de levede; de kendte den ikke mere, huskede vel de grove Træk af Markens og Skovens aasyn, men ikke Naturlivets Enkeltheder, ikke dets vekslende Skuespil med deres utallige, smilende, straalende, alvorlige og forfærdende Optrin. Hvem kendte mere Navnene paa de forskellige Træer og vilde Blomster, hvem kendte Tegnene paa Vejr og Vind eller vidste, hvad det betyder, at Skyerne farer netop saaledes afsted, at Hjorden trykker sig saaledes, eller at Taagerne ruller saaledes ned af Højene! Wordsworth havde fra han som Barn legede mellem Cumberlands Høje kunnet raade alle disse Runer. Han var vel kun et af de talrige Organer for den Kærlighed til den ydre Natur, der med aarhundredskiftet udbreder sig over Europa, men han havde en stærkere og inderligere Bevidsthed om den Kendsgerning, at der gik et nyt poetisk Pust hen over England, end nogen anden Mand i de forenede Kongeriger. Derom blev da Vennerne enige, at man kunde dele den hele engelske Poesi i tre Grupper, den poetiske Krafts og Ungdoms Tid fra Chaucer til Dryden, den poetiske Goldheds Tidsrum fra Dryden medindbefattet til det attende aarhundredes Slutning, og Genfødelsens Tidsalder, som nu begyndte med dem selv efter at være forudforkyndt af deres Forløbere. Ganske som den ny Tids Mænd i Tyskland og Danmark søgte disse Ynglinge efter store slaaende Betegnelser, der kunde udtrykke deres Forskel fra dem, de vilde bekæmpe, og de fandt netop de samme som hine. De havde Fornuft, Forgængerne kun Forstand; de havde Geni, hine kun Talent; de var Skaberkraften, hine kun Kritiken. Selv en Aristoteles kunde som Ikke-Digter ikke drive det til nogen højere Titel end Talent. Naturfølelsens Dybde og Sandhed. Wordsworth's egenlige Udgangspunkt var altsaa det, at Menneskene i Bylivet og under dets Spredthed havde glemt Naturen: de var blevne straffede derfor, idet det selskabelige Samliv havde splittet deres Kræfter og Evner ad og svækket deres Hjerters Modtagelighed for simple og rene Indtryk. Den begynder med en Klage over, at Menneskeverdenen er altfor meget om os, og at vi som Følge deraf kun ser Lidet i Naturen, der træder os imøde som vort Eget. Saa følger: Søen, der blotter sin Barm for Maanen, Vindene, der snart vil hyle Timer igennem, men nu ligger sammenfoldede som sovende Blomster, alt dette træffer os ude af Stemning. Det bevæger os ikke. Jeg vilde hellere være en Hedning, opdraget i en forkastet Tro. Da kunde jeg, naar jeg stod paa denne skønne Slette, have Glimt, der vilde gøre mig mindre trøstesløs, kunde øjne Proteus, naar han hæver sig op over Havet eller høre den gamle Triton blæse paa sit snoede Horn. Det er mærkelige Ord i Wordsworth's Mund, mærkelige, fordi de viser, hvad al sand Naturalisme i Grunden er, med hvor mange teistiske Klude den er udstafferet: dybest inde er den i Slægt med det gamle Grækenlands Naturopfattelse og fjendsk mod alle den nye Tids officielle Troeslærdomme; inderst inde er den stemplet med den Panteisme som vi i dette aarhundrede genfinder beherskende den digteriske Naturfølelse i alle Literaturer. Vi har lært den Panteisme at kende, der skjulte sig under Tiecks romantiske Naturbetragtning Saml. Skrifter 4: 417, 418. Den møder os her under Form af Menneskets selvforglemmende og halvt bevidstløse Sammensmelten med Alnaturen som en enkelt Tone i dens store Samklang. Den har fundet Udtryk i et lille ejendommeligt Digt note: Wordsworth: Poetical works, 1832, 2, S. Min Sjæl laa blind og døv i Svøb, for Drift og Attraa ren, og rulled kun med Jordens Løb som Klipper, Træ'r og Sten. Fordyber man sig i den Stemning, hvoraf et Digt som dette er udsprunget, da har man Kendetegnet paa et rent naturforgudende Idésæt: det ubevidste Liv er set som det bevidstes Grund og Kilde, og alle Jordens Væsener opfattede som sammenvoksede i Naturens Skød lige til det Punkt hvor Bevidstheden begynder. En af Spirerne til det ny aarhundredes Poesi ligger i et saadant lille Digt; thi imod det civiliserede Menneske, som det forrige aarhundrede havde udviklet og lovprist, stillede den nye Tid Mennesket som Naturvæsen i Kresen af alle dets Slægtninge: Fugle og vilde Dyr, Planter og Blomster. Kristendommen bød at elske alle Mennesker; Naturforgudelsen bød at elske det ringeste Dyr. Dette simple Digt - en Dobbeltromance - er et Indlæg af gribende Veltalenhed for et stakkels prisgivet og jaget Dyr, en Hjort; det vil sige en Genstand, som de klassiske Digtere næsten kun kunde afvinde en Køkken- og Madkender Interesse og som Riddertidens Beundrere, ja selv Scott, vilde give deres Helte at fælde i hundredvis. Rørende trods sit ringe Æmne, stort og simpelt i sin Stil, er det et ædelt Vidnesbyrd om den dybe Pietet mod Naturen, der er Wordsworths Adelsbrev. Denne Pietet er hos ham først og fremmest Ærefrygt for det Barnlige og for Barnet, og denne Ærbødighed for det Menneskevæsen, der i sin Ubevidsthed staar Naturen nærmest, er atter et af det nye aarhundredes ejendommelige Træk. I et lille Digt, som Wordsworth har stillet i Spidsen for alle de andre, siger han: Mit Hjerte jubler, naar jeg ser Regnbuen over Land og Sø. Saa var det i min Ungdoms Vaar, saa er det nu i Manddoms aar, saa være det med Aldren mer! Hvis ikke, lad mig dø! Barnet er Fader til Manden. Gid mine Dage knyttes maa naturfromt til hinanden! Her er Ærefrygten for Barnet ført saa vidt og stillet saaledes paa Spidsen, at den erstatter Pieteten mod Alderdommen. Men, som Erfaringen i alle Lande viser, Barnets Indsættelse i dets naturlige poetiske Rettigheder er kun et af de mange Tegn paa Tilbageslaget mod det attende aarhundredes Dyrkelse af det oplyste og selskabelige Menneske og dets Forvisen af Barnet til Ammestuen. I det nittende aarhundredes Samfund indtræder Reaktionen. Vi finder den her med dens yderste Følgeslutninger. Os ubevidst er altid Gud med dig. Den gudsfrygtige Udgang er hos Wordsworth uundgaaelig, men som enhver opmærksom Læser ser, kun paaklæbet Grundtanken om Barnets i og for sig guddommelige Natur. Han tilraaber her et seksaars Barn: O du, hvis Legems ydre Rids synes at nægte din Sjæls Uendelighed, dog saa vis, du bedste Filosof, som ej forvansker din Arvelod, du Øje blandt de Blinde, der døv og tavs de evige Dybder gransker, oplyst af aandens Vidnesbyrd, det ægte, signede Seer, mægtige Profet! Vel modtager alle disse Udtalelser en Slags poetisk-filosofisk Bortforklaring derved, at Barnets Storhed føres tilbage til at det staar Livet før Fødselen og dermed Varslet om Udødelighed nærmere end vi; men selv dette bør efter Coleridge's næsten af Forfatteren godkendte Forklaring ingenlunde opfattes som Wordsworth's bogstavelige Mening. I talrige Digte kommer Wordsworth tilbage til den Modtagelighed, han som Yngling besad for ethvert Naturskuespil. Man agte paa den fine og inderlige Natursans i den følgende Skildring: Og ikke var hint Samliv med Naturen mig karrigt tilmaalt. I Novemberdage, naar Taagen, rullende ned i Dalen, gør en øde Egn mer øde, dybt i Skoven ved Dag og under Sommernætters Ro, naar jeg langs Bredden af den skælvende Sø gik under mørke Høje ensomt hjem, samlevende jeg dette Samkvem nød. I Mark og Eng jeg Dag og Nat fornam det, ved Vandet og, i hele Sommervarmen og i den kolde aarets Tid naar Solen var gaaet ned og Hyttens Vinduer synlige milevidt Tusmørket splitted med Glans. Jeg brød mig ej om deres Vinken. Lyksalig for os alle var den Tid, men mig lyksaligst. Landsbyklokken slog højlydt sit sjette Slag. Ud styrted jeg hoverende som en Hest, der ung og kraftfuld ej tænker paa sit Hjem. Staalskoede fløj vi, mens Skøjten hvisled mod den blanke Is, i fælles Leg, der efterligned Jagtens og Skovens Fryd: Skovhornets muntre Klang og Koblets Gøen og det jagede Vildt. Saa svæved gennem Mørket vi og Kulden, og ingen Stemme tav, og stejle Brinker kasted fra Bredden hver en Lyd tilbage. Hvert løvtomt Træ og hver en isglat Klippe da klirrede som Jern, mens ind i Larmen en fremmed Tone klang fra fjerne Høje, ej overhørt, tungsindig, og i Øst gnistrende Stjerner stod og hist i Vest Himlens Orangeskær sin Lysglans tabte. Ej sjældent trak jeg mig da bort fra Sværmen ind i en stille Bugt, hvad eller foer ad Omvej bort fra mine Fællers Larmen at krydse Genskinslyset fra en Stjerne, et Billed, der bestandig flygted for mig i Blinken langs den glatte Flades Glar. Og tit, naar vi os drive lod af Vinden og hver en skygget Skrænt paa begge Sider igennem Mørket gled forbi, saa har midt under Fartens Susen pludselig tilbagelænet paa min Hæl jeg standset. End fløj ensomme Klipper mig forbi; det var som Jordens Klode synligt drejed sig om sin Akse for mig. Bag min Ryg højtideligt sig strakte Bjergenes Rækker med stedse svagre Omrids, og jeg stod fortabt i Synet, indtil Alt blev roligt og laa saa stille som en Sø om Somren. Dette er et Naturmaleri, som ogsaa i senere engelsk Poesi søger sin Lige. Han siger: Thi efterat de plumpere Glæder fra min Drengealder dens Idræt og dens Lege var forbi, blev mig Naturen Et og Alt. Jeg kan ej skildre hvad jeg dengang var. En Fos, der faldt og sang, greb som en Lidenskab mig. Det høje Fjæld, den skyggefulde Skov med deres Farver, deres Former var mig dengang en Attraa og en Følelse, en Kærlighed, der ikke trængte til et Kryderi af Tanker over Skuet saa lidet som til noget Pirringsmiddel af anden Art end blot hvad Skuet bød. Det er ikke vanskeligt at se en indskrænket og overstraalet aands saarede Forfængelighed i disse Udbrud, men det bør ikke glemmes, at Wordsworth virkelig først havde anslaaet den Akkord, som Byron med saa overlegent Talent varierte, heller ikke at enkelte særligt slaaende og levende Vers af Wordsworth øjensynligt er forblevne i Byrons Erindring. Og rummes ikke dybt der i min Sjæl en Lidenskab for disse. Hvad og hvem er mig saa kær? Den umiddelbare Lidenskab er da heller ikke det betegnende for Wordsworth's' Forhold til Naturen. Hans Særegenhed i Opfattelsen og Gengivelsen af Naturindtrykkene er af finere og mere sammensat Art. Indtrykket bliver, skønt modtaget med friske Sanser, afdæmpet og mildnet ved Grublen derover. Det stemmer ikke umiddelbart Digteren til Sang. Wordsworth har selv skildret Nattergalens Sang med lignende Ord Poeins of imagination Nr. Blandt Træ'r dens Røst begravet var, dog hørtes den, naar Vinden bar. Skovens Kroner fornam tungsindigt tankefulde Toner, hvormed den bejled uden Rast. Den sang om Elskov, dyb og fast, der langsomt opstod, aldrig endte, i indre Glæde stille brændte og aldrig veg fra Troskabs Vej. Ja det var Sang, var Sang for mig. Wordsworth har villet male sig selv i Linjerne om den tungsindigt tankefulde Bejler. Efter saa mange Digteres Sædvane har han søgt at danne en Lære over sin Fremgangsmaade og bevise, at al god Poesi maa have hans egen Digtnings Egenskaber. Denne bestaar nemlig, nøjagtigt bestemt, deri, at Naturindtrykket opspares og gemmes for ligesom at fordøjes, tilgavns at tilegnes og atter senere at kunne fremtages af Sjælens Forraadskammer og da endnu engang beskues og nydes. Den, der ret har forstaaet denne Ejendommelighed hos Wordsworth, har Nøglen til hans Originalitet. Dog derfor jeg klager ej og sørger ej. Thi dem har andre Gaver fulgt, der er for Tabet en rigelig Erstatning. Jeg har lært at lytte til Naturen, ikke som i sorgløs Ungdom, nej med Øre for det Menneskeliges stille Mollmusik, ej skurrende, ej barsk, stærk nok endda til Sind og Sans at lutre og at ave. Og jeg har noget følt, mig ganske nær, der med den Glæde mig betog, som følger med ædle Tanker - en Bevægelse, et Pust, en aand, der driver Alt, som tænker, Alt, hvad der tænkes, og som strømmende kreser igennem alle Ting. Her har Wordsworth omskrevet sit Kronland, bestemt og mildt betegnet det Omraade, som er hans. Det er dem, i hvilke Wordsworth skildrer det opbevarede og opsparede Naturindtryks stille Virken paa Sindet. Han siger: Disse skønne Former har i al den lange Tid, da jeg var borte, ej været for mig hvad et Landskab er for blind Mands Øje. Saare ofte har jeg, alene i min Stue eller midt i Byers Larm, i trætte Timer skyldt dem søde Sanseindtryk, ogsaa Glæder, jeg nu har glemt, men den Art Glæder dog, der muligvis slet ikke virker lidt paa den bedste Del af hver en god Mands Liv, de smaa, navnløse, uerindrede Bedrifter, som et kærligt Hjerte øver. Atter og atter kommer denne Vending tilbage hos ham. Som særligt betegnende kan anføres Digtet Nr. Thi ofte, naar jeg tanketræt en søvnløs Nats Besvær maa døje, saa glimter disse Blomster tæt og yppigt for mit indre Øje. Mit Hjerte de til Glæde hidser; det danser i mit Bryst som de Narcisser. Intet kan være den lyriske Digters sædvanlige Liv i Nuet mere modsat end denne Lyrikers bevidste Opbevaring af Nuet til fremtidigt Brug. Han betegner sig selv som en Samlernatur, han sammenhober sig formeligt Vinterforraad af lyse Sommerøjeblikke, og der er noget Sandt, noget Almenmenneskeligt, som altfor mange Mennesker overspringer og forsømmer i dette; men fremfor Alt er der heri noget nationalt; det undrer En ikke, at den engelske Naturalisme begynder med sparsomt og husholderisk at danne sig en Kapital og et Lager af Naturindtryk. Vi kender Alle de Stemninger, som kan føre dertil. Mangen en af os har foran en vid ubegrænset Udsigt over det blaa, i Sollyset spillende Hav følt, at en daglig Adgang til et saadant Naturskue maatte udvide Sjælen og feje alt Smaaligt ud af dens Kroge, har beklaget at maatte forlade Stedet og har klamret sig til Indtrykket for forsætligt at kunne forny dets Virkning. Eller man har med dejlige Landskaber for Øje, især naar man levede i dem paa Rejser og med den Vished, at man vanskeligt saa snart igen vilde kunne nyde deres Skønhed, bestræbt sig for at forholde sig saa uvirksom som muligt for ret at lade Billedet brænde sig ind i Ens Erindring. Man har ogsaa tit instinktivt vendt tilbage til det smukke Minde, som Sjælen overhovedet uvilkaarligt søger tilbage til alle lyse Erindringer i dens Billedrække for at hente Kraft og Livsmod fra dem. Men stærkere Tilskyndelser har hos os Andre overdøvet disse. Vi har ikke kunnet nedsylte dem for Fremtiden eller stedse tygge Drøv paa dem paany. Samfundslivet, Verdenslarmen og Lidenskabernes Liv har gjort os det umuligt at finde vore dybeste og mest beaandende Glæder i Minder om Solglimt paa Blomster eller om sammenvoksede Kæmpetræer. Anderledes gik det til i den engelske Digters Sjæl, hvis Livskald det var paany at vække Interessen og Sansen for alle hine elementære Stemninger og Indtryk. Hans praktisk uvirksomme Sjæl vegeterede i disse Naturdrømmerier, og det lader sig ikke nægte, at denne stadig tilbagevendende Syslen med de simpleste Naturindtryk har holdt hans Sjæl fri og ren til at kunne føle Skønheden i dens simple og jordiske Former uden Fantasteri og uden Ophidselse. Hvor sjælden er ikke denne Evne! Den aabenbarer sig skønnest og fyldigst i de faa poetiske Kvindeskikkelser, hvis Omrids er givne i Wordsworth's Smaadigte. Hans fortællende Digtes Helte er af langt mindre Værd, dels bestemte til at vække Deltagelse for Landbefolkningen og de laveste Klasser, dels skildrede i den Hensigt at forbedre. Men de faa let henkastede Kvindefigurer, der er sete med samme rolige og dog forelskede Blik, hvormed Wordsworth saa paa Træer og Fugle, er Naturen selv. De er selve den engelske Kvindenatur, og Ingen har truffet dens Grundlinjer med sikrere Haand end han. Man læse et af disse Smaadigte note: She was a phantom of deligt. Hun var saa frisk, hun var saa ny som Vaaren og det muntre Gry, en Alf i Dans, et Smil i Flugt som undred, henrev, fjernt og smukt. Jeg hende skued mere nær: aand var hun, Kvinde dog især. Igennem Huset let hun skred jomfruelig med raske Fjed, et aasyn, hvor med søde Minder sødere Løfter sig forbinder, en Kvinde, ej for lys og god til Hverdagsdont, til trøstigt Mod til skyldfri List, til Smil og Graad, Ros, Dadel, Kys og gode Raad. Og nu jeg ser med klaret Blik Pulsen i Værkets Mekanik: en Sjæl, der aander Tanker ud og gør Livsrejsen, stolt og prud, med rolig Vilje, fast Forstand. Man har her utvivlsomt et ægte naturtro Mønsterbillede af den engelske Kvinde, og man kan berede Wordsworth en Triumf ved at sammenligne denne ædru og sanddru Skildring med de kvindelige Idealer, som Englands største Digtere i den nærmest følgende Tid morede sig med at tegne. Shelley var som Lærken, han har besunget, en Foragter af Jorden scorner of the ground. De naaer ikke den skønne Simpelhed her. De optræder altid kun i den højeste Lidenskabelighed; deres Elskov, Hengivelse og Besluttethed gaar over alle Grænser. De er digtede for en Læseverden, hvem det bedøvende Byliv i Londons Menneskemasse og den stadige Sysselsættelse med Verdensbegivenhederne havde meddelt en Art nervøs Trang til de heftigste aandelige Pirringsmidler. Men for Wordsworth stod det fra først af som en smuk og lønnende Opgave at levere Beviset for, hvor dybt Menneskenaturen kan sættes i Bevægelse, røres og gribes uden Anvendelse af grove eller voldsomme Stimulanser. Han indsaa vel, at den, der var vant til skrigende Farver, let vilde være ude af Stand til at afvinde Værker nogen Smag, hvis Ejendommelighed bestod i en mild og naturtro Kolorit, men han besluttede at tvinge Læserens Forventninger til et Digts Virkemidler tilbage i det naturlige Spor. Noter til Kapitel 5: The Youth, who daily farther from the East Must travel, still is Natures Priest. Landliv og Skildringer fra Landet. Man forstaar ikke Wordsworth's digteriske Styrke og Begrænsning tilbunds uden et Blik paa hans Levned. Man forefinder da et særligt idyllisk og beskyttet Liv. Han fødtes i den velhavende Middelstand Faderen var Sagfører , studerede i Cambridge, rejste, kom tilbage og arvede allerede i 1795 fra en Beundrer af hans Genius 900 Pund, der tilligemed hans Del af den Summa 8500 Pund, hvilken en engelsk Lord udbetalte Familien som en Gæld, han var den afdøde Fader skyldig, satte Digteren i Stand til at leve uden at vælge noget Fag. Den indtraf først i 1850, da han netop havde fyldt sit firsindstyvende aar. Sikret fra alle Sider mod Livets ydre Omskiftelser betragtede han dem med et protestantisk-filosofisk Blik. Et Levned som dette var ikke skikket til at opflamme Lidenskaben; den findes ikke heller hverken i hans Liv eller i hans Poesi. I andre fremragende Digteres Levned plejer der at forekomme en eller anden tungt vejende Omstændighed, et eller flere Vendepunkter, en eller anden angivelig Kilde til Sørgmodighed eller til Karakterstyrke eller til Frugtbarhed; hos Wordsworth findes Intet af den Art. Ingen medfødt Ulykke lammede ham, intet Angreb paa Liv og Død æggede ham og gav hans aand dens Indsegl. Visselig blev han haanet og spottet af Kritiken, og det lang Tid nok: fra 1800-1820 var hans Poesi traadt under Fødder, fra 1820-30 kæmpende og efter 1830 almindelig anerkendt. Men Modstanden var ikke dum og hidsig nok, Kampen ikke hed nok, Sejren ikke glimrende nok til at give hans Levned Farve og Glans, eller til at gøre det til et Stof for Sange. Hans inderste personlige Liv var da aldrig saa stærkt og samlet, at det kunde opsuge hans Poesi eller give den Æmner. Det ledede ham omvendt til at se udad. Kampene udenlands, Naturomgivelserne og den lille uanselige Menneskeverden, i hvilken han levede, fyldte og betog hans Sind. Han var ikke som Byron for optaget af sit Eget til at have Sindsro tilovers til at dvæle ved det Smaa og de Ringe, som han med Mildhed og Medlidenhed fremstilte og beskrev. Vistnok følte han sig som Midtpunkt i sin Verden. Fra hans idylliske og tilbagetrukne Hjem udgik fra Tid til anden Digtsamlinger eller større Digte, ledsagede med oplysende Fortaler, der med lange Rækker af Eksempler underrettede Læseren om, at alle store Digtere havde været miskendte og forsmaaede af deres Samtid, at enhver Forfatter, forsaavidt han er stor og oprindelig, er nødsaget til selv først at skabe den Smagsretning, der kan nyde hans Værker, og at han vel har faaet Vejen brudt og banet af sine Forgængere med Hensyn til Alt, hvad han har tilfælles med dem, men i Alt hvad der særligt er hans eget vil være stillet som Hannibal mellem Alperne. Han vidste det vel, at ingen banebrydende aand kan vente fuld Anerkendelse af andre samtidige Mænd end dem, der er yngre end han selv. Men Kritiken, der ikke havde været voldsom nok til at gøre ham krigerisk og hensynsløs som Byron, gjorde ham selvopfyldt og hovmodig. Hans Livs Afveksling bestod deri, at han i sin beundrende Families Skød modtog tilfældige Besøg af saadanne Beundrere, der var paa Fodtur der i Egnen og forsynede med Anbefalingsbreve. Dem underholdt han sig med paa en kold og værdig Maade, stødte dem ikke sjældent ved den Selvkærlighed, hvormed han uafladeligt priste, anførte og foredrog sine egne Værker, den Ligegyldighed, han udviste for alt Andet, den pinlige Strenghed, hvormed han af sine Omgivelser fordrede ethvert synligt Tegn paa Ærefrygt, og den Alvor, hvormed han gentog selv det mindst betydende Ord, der var sagt til hans Pris. Man finder en hel Del slaaende Anekdoter om hans Selvfølelse. Han greb den, og man ventede, at han vilde forelæse de første Kapitler; men i Stedet gik han hen til Bogskabet, tog et af sine egne Bind ud deraf og læste sit Digt højt for Selskabet. Emerson har bevaret os Optegnelser, nedskrevne umiddelbart efter to Besøg hos Wordsworth, gjorte med aars Mellemrum. Hans Meninger om Franskmænd, Englændere, Irlændere og Skotter syntes at være formede i al Hast efter smaa Historier, der var hændte ham eller Medlemmer af hans Familie i en Postvogn. Skolemestereren var ikke Opdragelse... Han vilde bringe mig og alle gode Amerikanere til at indse, at Moralen, det samfundsbevarende Element osv. Den var fuld af Utugt af enhver Art. Det var som om Fluer parrede sig i Luften. Han var aldrig kommen videre end til første Del og havde kastet Bogen fra sig, saa oprørt var han bleven... At slutte fra en enkelt Samtale gjorde han Indtryk af en indskrænket og ægte engelsk aand, som betalte Begejstringens sjældne Timer med den tørreste Prosa i andre. Wordsworth havde en stor Foragt for alle unge Mænd, og den fælles Ven, hos hvem Sammentræffet havde fundet Sted, var derfor nysgerrig efter at erfare hans Indtryk af den store Humorist. Forstaa mig vel, det er ikke min Mening at sige et Ord imod ham, for jeg har aldrig læst en Linje af, hvad han har skrevet. He is a dreadfull old ass. Mackenzie: Life of Dickens. Læseren vil visselig ikke underskrive saa affejende en Dom. Men saa meget staar klart, at der maa have været noget for Taalmodigheden i høj Grad opirrende ved Wordsworths personlige Omgang. Naar han talte, siger en af hans Samtidige, arbejdede han som en Hval og forkyndte evige Sandheder Truismer i Orakeltone. Det rammer hele den betragtende og belærende Side af hans Poesi. Der er i den ingen særlig aandelig Kraft eller Lidenskab, men en Hamletsk Dvælen ved de store Spørgsmaal om at Være eller Ikke-være. Fødsel, Død og Fremtid, Menneskets Lidelser og Synder i dette Liv og dets Haab om et fremtidigt Liv, det ringe Omfang af vor Videns hele Kres og det skrækindjagende Forhold, hvori vi staar til det Overnaturliges Verden - det er, siger Masson, de stadige og uundgaaelige Genstande for den almenmenneskelige og særligt for Wordsworth'S Betragtning og Bekymring note: Se Masson: Wordsworth, Shelley, Keats and other essays. Men disse Tanker bevæger sig ulykkeligvis, da de ikke tilhører Midtpunktet men den yderste Omkres af vor Viden, ad Baner, der ikke fører nogensteds hen, ad gamle opslidte og af dybe Spor gennemfurede Veje, der gaar i en Ring, og som man kan befare med rolig og værdig Sørgmodighed, men uden Nytte eller Udbytte for sig selv eller Andre. At Wordsworth bestandig paany udmunder i denne vor Videns Omkres, som Tilhængerne af de saakaldt aabenbarede Religioner anser for vore Tankers naturlige Midtpunkt, har mere end noget Andet bevirket, at hans Ry aldrig, hvor stort det end er i England har kunnet trænge synderligt ud over Landets Grænser. Da Coleridge lærte Wordsworth personligt at kende, havde denne allerede skrevet nok til at man kunde danne sig en Dom om Beskaffenheden af hans Originalitet. Hvad der rørte Coleridge i Wordsworth's Poesi, det var Foreningen af dyb Følelse med hvad der syntes ham dyb Tanke, den fine Ligevægt mellem Sandhed i Iagttagelsen og Indbildningskraft til at omforme det iagttagne, fremfor Alt Evnen til at sprede en højere Verdens Luftlag over Skikkelser, Tilstande, Forhold og Tilfælde, som Vanen havde berøvet al Interesse for det almindelige Øje. Wordsworth's og Coleridge's første Samtaler drejede sig da om hvad der for dem stod som Poesiens to Hovedpunkter, Evnen til at vække Læserens Deltagelse ved tro Natursandhed og Evnen til at meddele Nyhedens Interesse ved Indbildningskraftens omstemmende Farver. Den pludselige Tiltrækning, Øjet og Sjælen føler ved Lys- og Skyggespil i Naturen, det ny og fortryllende Udseende, Maanelys eller Solnedgang kan give et forud bekendt Landskab, syntes dem at betegne Muligheden af, hvorledes begge Elementer kunde forenes. Her havde man jo Naturens egen Poesi; det gjaldt om at genfrembringe den. De vilde ikke ligefrem efterligne Naturen, men Naturens Poesi. De besluttede at skrive en Række Digte, henhørende til to forskellige Kunstarter. I den første skulde Hændelser og Handlende være overnaturlige og det Fortrin, som tilsigtedes, skulde bero paa den dramatiske Sandhed i Skildringen af saadanne Sindsbevægelser, der naturligt vilde ledsage Situationen, hvis den virkeligt forekom. Og virkelig i den Forstand var den jo for ethvert Menneske, der nogensinde paa Grund af ligegyldigt hvilket Sansebedrag troede sig under overnaturlig Paavirkning. Udførelsen af denne Opgave tilfaldt Coleridge og der er sikkert ingen Tvivl om at det ligeledes er ham, der har stillet den. Enhver i europæisk Literatur nogenlunde bevandret Læser ser straks, i hvor nært Slægtskab den staar til de Opgaver, som stilledes og løstes af den tyske Romantik. Ejendommeligt engelsk er det kun at Eftertrykket her er lagt ikke paa det Overnaturlige og Fantastiske, men paa Natursandheden, saa at Romantiken her kun bliver en af Naturalismens Former. I den anden Digtart skulde Æmnerne vælges ud af det daglige Liv. Men Wordsworth, hvem denne Gruppe tilfaldt, foresatte sig at meddele de jævneste og mest naturlige Begivenheder et Skær af noget Overordenligt, Nyt, ja Overnaturligt ved at udrive Sindet af dets Vanesøvn og tvinge det til at rette sig mod den Skønhed og de Undere, som den virkelige Verden upaaagtet udfoldede for den menneskelige Sans. Der findes i dansk Literatur ingen Digtgruppe af denne Art. Selv i Rytme og Metrum er der nu og da nogen Lighed; det vilde være lærerigt at erfare om Runeberg overhovedet har kendt den engelske Digter; maaske kommer den hele svage Lighed af at Begivenhederne hos begge bestandig foregaar indenfor samme snevert begrænsede Lokalitet, Egnen om de engelske ligesom Egnen om de finske Søer. Forskellen imellem dem er i ethvert Tilfælde overordenlig. Hos Runeberg den krigerske Baggrund og Stemning, den flammende lyriske Stil, Fædrelandskærlighedens Ildhu, hos Wordsworth det stillestaaende Liv i landlig Fred, den rent episke Holdning og den fuldstændige Klokketaarnspatriotisme, Kærligheden til et Par Sognes Liv og Levned. Hos Runeberg Soldatens Følelse for Hæren, hos Wordsworth Landsbypræstens Deltagelse for Menigheden. Dette Digt staar mærkværdigt alene iblandt Hertz's Poesier, saa mange Strenge disse end anslaar. Dets Helt er som skabt til at behandles af Wordsworth, dets Evne til at røre uden at forherlige er netop ejendommelig for Søskolens Mester. Selvfølgeligt har det imidlertid ikke den Ejendommelighed, hvorpaa netop Wordsworth som saadan kendes, den, han selv betegner som Evnen til at give det Hverdagsligste et næsten overnaturligt Skær. Digteren skildrer sin Spaseregang en Sommermorgen, Duggens Glimten, Fuglenes Sang, Harens Flugt over Markerne; han tænker paa, at han selv har levet ubetænksomt som Markens Dyr og Skovens Fugle og hvorledes et saadant Liv engang kan hævne sig. Det falder ham ind, at mange betydelige Digtere er endte i Jammer og Nød, og højst prosaiske Bekymringer med Hensyn til Fremtiden trykker hans Sind. Da ser han pludseligt i denne ensomme Egn en gammel Mand noget borte: Han syntes ældst mig blandt Graahærdede. Som undertiden man en Kæmpesten ser ligge paa en nøgen Bakkes Top, et Under for Enhver, hvem den blir synlig, thi hvem forstaar, hvordan den kom derop, hvorfra, hvornaar? Den synes En i Live, ligner et Sødyr, kravlet op fra Havet, der paa en Banke mageligt sig soler - saadan saa denne hvide Olding ud, ej helt i Live, ikke død, ej søvntung. Under Livets Pilgrimsgang hans Hoved havde næsten naaet hans Fødder som om et Tryk, et frygteligt, af Kval, af Rædsel eller Sygdom havde ramt ham i længst forgangen Tid og havde lagt mer end menneskelig Vægt paa dette Legem. Urørt den Gamle stod, ret som en Sky, der ej de vilde Vindes Tuden hører, dog Alt forvirrer, naar med Brag den kommer. Hvor genial er ikke her Dobbeltlignelsen og hvor hemmelighedsfuldt virker den ikke! Oldingen ligner den uhyre Sten paa Højen og denne Sten ser atter saa mægtig ud, at den synes som et Sødyr at have kravlet derop. Men sjælden Kraft er herved Indtrykket af den høje Alderdom givet. Den Gamle syntes den ældste Mand, der nogensinde havde levet. Var vi i Tyskland eller paa Romantikens Grund, vilde vi ikke forbavses ved at erfare, at vi her havde Jerusalems Skomager for os. Men vi er i England, og vi føres af Wordsworth. Det viser sig da at den gamle Mand er et i høj Grad almindeligt menneskeligt Væsen, Iglesamler af Livsstilling, en Livsstilling, der passer sig for gamle og svage Folk i en vandrig Egn. Den gamle Mands fortrøstningsfulde, gudhengivne Tale, hans Sindsro selv i den yderste Ensomhed og Fattigdom beroliger den unge Digter i hans Frygt for Fremtiden, og han beslutter, saa tit en lignende Frygt skulde rejse sig i hans Sind, at mindes den gamle Iglesamler. Denne Stræben har i ikke faa af Wordsworth's Digte karikeret sig selv, overalt nemlig, hvor hos ham en mystisk-gudelig eller rædselsfuld Virkning foraarsages af en eller anden simpelthen uhyggelig eller forunderlig Begivenhed, der udrustes med det saakaldt Overnaturliges Virkekraft. Æslets Udholdenhed havde, som det viser sig, sin aarsag i, at dets Herre var falden i Vandet paa det Sted, hvor det stod; det vilde henlede Opmærksomheden herpaa. Æslets sædelige Storhed staar da her i en glimrende Modsætning til Mandens Æselagtighed, og Wordsworth, som manglede al komisk Sans, forsømmer ikke at fremhæve denne Modsætning. Og dette er ingen Tilfældighed, men et Karaktertræk. Den nye Skole følte med sit Had til det Blændende og sin Kærlighed til det Simple og Jævne en virkelig Tiltrækning til Æslerne, disse stædige, taalmodige og særligt miskendte Naturfrembringelser, som stedse overstraaledes af mindre nøjsomme Dyr. Coleridge var denne yderligtgaaende Naturalisme dog ikke i Kødet skaaren; han var selv den første til at holde sig op over sine Udskejelser. Wordsworth derimod, som var anlagt til Følgestrenghed og tilmed stridbar af Hu, førte som Digter den rent literære Naturalisme ud i dens sidste og yderste Følgeslutninger. Han valgte sig næsten gennemgaaende Emner af Landboernes og særligt af de lavere Folkeklassers Liv, og det ikke som det forrige aarhundredes Franskmænd for selv dannet-sleben at nyde det Uslebne som Modsætning og med en Følelse af Overlegenhed, men fordi han mente, at Hjertets vigtigste Lidenskaber hos disse Klasser fandt en bedre Jordbund og naaede større Modenhed end hos de Dannede og fordi de, som underkastede en ringere Tvang, talte et jævnere Sprog. Han mente, at Menneskehjertets Grundfølelser hos Landboeren fremtraadte mere enkelte og elementære og derfor lettere lod sig iagttage end under Bylivet. Han var endelig overbevist om, at Samlivet med Naturens skønne og blivende Former i Forening med de landlige Syslers Præg af det Nødvendige og Stadige maatte gøre alle Følelser mere varige og stærke. Man finder da her i aarhundredets Fødselsstund Spiren til den mere end halvtresindstyve aar varende og vidtudbredte, fra Land til Land sig forplantende æstetiske Grundanskuelse, der i Tyskland, Frankrig og Norden fører til Bondepoesi og Bondenovelle, i adskillige Lande til særlig Forherligelse af Almuesproget. Idet man botanisk sønderdeler denne Spire, lærer man Plantens Naturhistorie tilbunds at kende. Stedbeskrivelse i dette Ords videste Forstand er endnu mere ejendommelig for ham end for Scott. Hans Livs Opgave var at skildre engelsk Natur og engelske Naturer saaledes som han kendte dem Ansigt til Ansigt. Og da han kun vilde skildre hvad han var ubetinget fortrolig med, saa kom han til den Lære, at det var enhver Digter nødvendigt at knytte sig stadigt til en eller anden Plet af Jorden, og sammenknyttede selv sit Digternavn med Nord-Englands Søer, hvis Omgivelser gennemgaaende afgiver hans Digtes Sceneri. Han gik endog saa vidt, at han betegnede den Enkeltes Føde-Egn som det Sted, der passede bedst til Skueplads for hans Virksomhed hele Livet igennem. Saaledes blev han særligt engelsk Naturmaler og saaledes fik hans Skildringer en rent stedlig Interesse. Den berømte engelske Kunstdommer John Ruskin har med Rette kaldt Wordsworth Tidsrummets store poetiske Landskabsmaler. Medens Byron atter og atter fløj bort fra Hjemmet for at skildre Grækenlands og Østerlands Natur med fremmede og glødende Farver; medens Shelley gyste for Englands Klima som dødbringende for hans fine Legemsbygning og atter og atter forherligede Italiens Kyster og Floder, medens Scott besang Skotland, og Moore aldrig blev træt af at lovprise det grønne Erins Skønhed, stod Wordsworth ene som den fuldblods Englænder, dybt rodfæstet i Landet og sammenvokset med selve dets Jordbund lig en gammel Eg med hundrede Rødder. Hans Ærgerrighed var den at være en ægte engelsk beskrivende Digter. Naar han da fordybede sig i den Egn, i hvilken han havde hjemme, spaserede, sejlede, gik i Kirke og tog mod Beundrerbesøg, saa var det med den alleromstændeligste Kundskab til de lavere Klassers Liv der i Egnen og til det landlige Liv overhovedet. Hans Særeje, det er alle de sædvanlige Sognebegivenheder og Sogne-Ulykker, som indtræffer i en landlig Egn i England: et længst forglemt Sognebarns Tilbagekomst til Egnen, hvor hans Hjem er forsvundet og hvor han finder alle sine Kæres Navne paa Kirkegaarden The brothers ; en stakkels forført og forladt Piges Skæbne Ruth ; et idiotisk Barns natlige Ridt efter Lægen og Faren vild paa Vejen The idiot boy ; det overraskende Æventyr, en blind lille Dreng har bestaaet uden at komme til Skade The blind highland boy ; en gammel ypperlig Faders Sorg over en vanslægtet Søn Michael ; en i hele Egnen elsket Diligencekusks beklagelige Forfalden til en lille Svir og paafølgende Afskedigelse fra Embedet besunget i fire Sange under Navnet: The waggoner. Det eneste U-engelske i Maaden, hvorpaa disse Begivenheder, selv de lettere og lystigere iblandt dem, meddeles, er den fuldstændige Mangel paa Lune i Fremstillingen. Men dyb og bevæget er til Gengæld den Patos, hvormed han fortæller de tragiske eller alvorsfulde blandt disse simple stedlige Historier. Er denne Begejstring i al sin Renhed og Ægthed ikke pytisk-skælvende eller moderne-glødende, saa virker den des stærkere paa Menneskeslægtens Flertal, der ynder, at Digteren ikke hæver sig altfor stærkt over dets Jævnhøjde og som føler det Velgørende og Helbredende ved den Medfølelse, der er Begejstringens Ophav. Det er en Medfølelse, der ligner Præstens eller Lægens, og som, skønt mindre mild end professionel, griber ved sit fuldendte Udtryk. Det første Digt er en Anekdote om en Jæger, der i sin Ungdom har været den flinkeste med Horn og Hund, tilfods og tilhest, men som nu paa sin gamle Alder er bleven saa svag, at Digteren en Dag træffer ham, med Møje arbejdende paa saa let en Gerning som at opgrave en mør og raadden Rod af et gammelt Træ: I har Jer anstrengt, Simon Lee, giv mig Jer Hakke blot! At jeg stod ham bi det led den Gamle godt. Jeg slog - ét Hug - da fløj den Rod den filtrede, af Enge, hvormed den Gamle havde slidt saa møjsomt og saa længe. Af Taarer blev hans Øje vaadt, og Tak og Pris der kom ilsomt og rigt og ejegodt fra Hjertets Helligdom. Modtog umilde Hjerter tit god Hjælp helt koldt og fremmed, Ak! Menneskenes varme Tak har oftere mig græmmet. Wordsworth skildrer hvorledes denne Mand, kendt af Alle, gaar omkring fra Hus til Hus der i Egnen: Fra Barn af har jeg kendt ham, Dengang alt var han saa gammel, at han ikke tykkes mig ældre nu. Han vandrer træt afsted, en ensom Mand, saa hjælpeløs af Ydre, at Rytteren, som rider ham forbi, ej sorgløst slænger ham sin Skærv paa Jorden, men standser, at hans Mønt kan sikkert falde ned i den Gamles Hat. Og end ej da han taber ham af Syne. Nej, endog naar han sin Hest har givet Tøjlen, passer, halvt vendt paa Hesten, med et Sideblik han paa den gamle Tigger. Naar Bomkonen om Somren siddende i aaben Dør drejer sit Rokkehjul og ser den Gamle langt borte, staar hun fra sit Arbejd op og løfter Bommen, aabner Vejen for ham. Postdrengen slaar, naar han med raslende Hjul bag paa den Gamle ad en Skovvej kommer, rask Smæld i Smæld, og hvis den gamle Mand ej efter saadant Varsko Vejen viger, saa drejer Drengen hensynsfuldt til Side og kører langsomt, uden Ed, forbi; saa lidt han bander som han kunde vredes. Anser ej for unyttig denne Mand, I Statsmænd, der med rastløs vaagen Kløgt bestandig svinger Kosten i Jer Haand for alt Fortrædeligt paa Dør at feje! I Stolte, som i Lykkens Overmod paa Eders Evner, Magt og Kundskab pukker! Han falder ej til Byrde. I Naturen det er en Lov, at ingen Skabning, ikke engang den som er ringest eller lavest, end ej den skyldigste, kan leve Livet og ikke volde noget Godt - der er et aandedræt og Pulsslag af det Gode, en Livs- og Sjælskraft, uadskilligt forenet med hver enkelt Væreform. Hvor end den gamle Tigger viser sig fremtvinger Skik og Brug med stille Nøden Kærlighedsgerninger, og Vanen gør, at det, som er fornuftigt, sker, og Vanen bereder Efterglæden, Sindet ynder. Saa føres Sjælen da ved denne søde Fornemmelse af Fryd umærkeligt og tvangløst til at blive god og kærlig. Den rige Mand, som sidder i sin Dør og Pæren lig, der hænger over ham, trives i Sol, den kraftige og unge, den lykkelige, tankeløse, alle de mange, som har Ly og Læ og blomstrer blandt Væksterne af deres egen Art, de alle ser i ham Paaminderen, der taus paatvinger deres Sind en flygtig men eftervirksom Selvlykønskningstanke. Man maa tilstaa, at er dette end en Præken, saa er det dog en Præken i bedste Form. Der laa jo nemlig i denne samme Naturalisme, der i sin senere Udvikling følgerigtigt udviklede sig til rent menneskelig Dannelse og Oprør mod det Vedtagne fra først af et Hang til Formanen og evangelisk Gudelighed. Den opsøgte de simple af Hjertet, de Fattige, de i Verdens Øjne Ringe - det var stemmende med Evangeliets Sædelære. Den vragede en forfinet Civilisation og vendte den Ryggen for til sine Helte at kaare Fiskere og Bønder - den fulgte forsaavidt Evangeliets Forbillede. Og saaledes forenedes hos Wordsworth ganske følgestrengt Naturdyrkelsen med det i England saa højligt yndede formanende og protestantisk-forkyndende Element. Man vrage heller ikke helt hans moralske Læredigte. Der er mange Gange en egen Storhed i Maaden, hvorpaa den simple Lære er udtrykt. Elskov blev givet, opmuntret, godkendt mest for det at kræve, blev derfor just den Drift, der styrer Livet, for Selvet at slaa ned. Dog, fra alle den Art Poesier vil Læseren hurtigt vende tilbage til Wordsworth's egenlige Omraade, hans Idyller. Endnu et Blik paa disse Digte og paa den Lære, de af Digteren er bestemte til at hævde. Det er utvivlsomt, at Wordsworth har tillagt Skildringen af det landlige Liv en større Betydning for Poesien overhovedet end der tilkommer den. Hans Omgivelser var vel skikkede til at fremkalde en saadan teoretisk Overvurdering hos ham. Naar han til sine Helte har kunnet anvende Forpagtere, der levede af Kvægdrift shepherd-farmers fra Cumberland og Westmoreland som Modeller, saa ligger dette i, at disse Mænd, som paa den ene Side var uafhængige nok til ikke at arbejde for Andre og paa den anden Side dog ikke hævede over Nødvendigheden af at arbejde eller over en tarvelig Simpelhed, frembød almindeligt poetiske Egenskaber. At Landlivet i og for sig skulde forbedre, er en Overtro; det kan fuldt saa vel sløve. Wordsworth har fremdeles overvurderet den Betydning, som Skildringen af de landlige Sysselsættelser har for hans egen Poesi. Ikke blot er Hovedpersonerne i mange af hans bedste Digtninge som Ruth, Michael, the brothers ikke udtrykkeligt Bønder eller Landboer, men mangen Gang har han i Kraft af sin naturalistiske Lidenskab og sit dermed beslægtede Hang til at formane og forbedre gennem Forherligelse af de laveste Samfundsklasser knyttet Navnet paa en eller anden uanselig eller ringe Livsstilling til Evner og Egenskaber, som det er lidet sandsynligt at finde forbundne med den. Lad være, det er uafhængigt deraf; men vilde det dog ikke være urimeligt i et Digt at give Poeten Skorstensfejerprofessionen og saa i en nøjagtigt opfunden Levnedskildring forklare, hvorledes det gik til, at han paa engang blev Digter, Filosof og Fejer. Slige Særsyn kan kun den virkelige Levnedsbeskrivelse retfærdiggøre. I Poesien virker en saa vidt dreven Naturalisme stødende som altfor lidet almen. Og hvad Forskel er der paa dette Tilfælde og de mange, hvor Wordsworth lægger en Bissekræmmer, en Iglesamler, en Bonde Tanker i Munden, som det maa forbause at høre udtalte af saadanne Læber? For at retfærdiggøre og tilfulde forklare sine Personer nødes da Wordsworth til at indføre en Mængde tilfældige underordnede Omstændigheder af den Art, der er nødvendige til at begrunde Sandsynligheden af en Kendsgerning i det virkelige Liv, men som vi med Fornøjelse vilde skænke en Digter. Wordsworth's Valg af sine Æmner fører ham desuden til en Ejendommelighed i sproglig Henseende, der turde betegnes som denne Naturalismes yderligste literære Udslag. Det var Wordsworth's Paastand, at det Sprog, som taltes af den Klasse, han skildrede, saa snart det blot blev renset for sine Pletter, var det bedste, som gaves, fordi Mænd og Kvinder af Almueklassen paa Landet var i stadigt Samkvem med de Genstande, fra hvilke vort Sprogs bedste Del oprindeligt er afledet, og fordi de paa Grund af deres Synskreses Ensformighed og Sneverhed var mindst udsatte for den selskabelige Forfængelighed, der leder til at søge og udarbejde sine Udtryk. Da dette Sprog er det bedste, vil det, mener Wordsworth, være umuligt for nogen Digter at sætte nogen bedre Udtryksmaade istedenfor det, og det ganske ligegyldigt om han skriver i Prosa eller paa Vers. Hvis han herved blot agtede at tage til Genmæle mod alle de kedsommelige og ynkelige Sprogforvridninger, hvortil Rimnød og Mangel paa rytmisk Evne har drevet kun altfor mange selv blandt fremragende Digtere, saa vilde man af Hjertet give ham Bifald. Men Wordsworth vil have sin Sætning ganske anderledes forstaaet. Han hævder at Sproget ikke blot i store Partier af ethvert godt Digt nødvendigvis i alle andre Henseender end den metriske maa falde sammen med Prosa, men at det endog i de mest tiltalende Partier af de aller bedste Digte ganske maa stemme overens med Prosastilen. Thi, siger Wordsworth, hvor sandt og levende Digterens Sprog end er, saa levende og saa sandt som Dens, der virkelig er i den digtede Situation, kan det dog aldrig blive; med andre Ord, det kan aldrig overgaa, kun i det Højeste nærme sig til Virkelighedens prosaiske Udtryk. Med ægte engelsk Haardnakkethed hævdede han sin Lære overfor de Angreb som fremkom alle Vegne fra. Man havde, som et Mønsterdigt efter den nye Poetik anført denne af Samuel Johnson lavede, pudsige, men fra Prosasproget visselig ikke afvigende Strofe: Jeg greb min Hat og tog den paa, spaserte ud i Varmen, og mødte saa en anden Mand med Hatten under Armen. Dette er ikke Poesi, sagde man. Til den Forherligelse af Landalmuens Sprog, fra hvilken Wordsworth gaar ud, og som ikke er uden Lighed med den Dyrkelse af Almuesproget, der i Danmark er udgaaet fra Grundtvig, i Norge fra Maalstræverne, er først og fremmest at svare, at en Bondes Sprog, renset, som Digteren kræver, for Provins-Udtryk og tildannet efter Grammatikens Regler ikke vil være forskellig fra enhver anden forstandig Mands, kun at Bondens Begreber er færre og mindre klare. Dernæst vil han paa Grund af sin ringere Udvikling kun dvæle ved enkeltstaaende Kendsgerninger, hentede fra hans snevre Erfaring eller overleverede Tro, medens den Udviklede ser Tingenes Sammenhæng og søger almindelige Love. Wordsworth mener, at Sprogets bedste Del afledes af de Genstande, der omgiver Bonden og sysselsætter ham. Men de Forestillinger der drejer sig om Føde, Ly, Sikkerhed, Velvære er jo ikke Sprogets bedste Del. Det nytter heller ikke med Wordsworth af dette Sprog kun at fordre en vis Grad af Lidenskabelighed for at stemple det med Ærestitlen poetisk; thi Lidenskaben skaber ingen nye Tanker og intet nyt Ordforraad, den sætter kun det Indhold, som haves, i forøget Virksomhed, og den formaar ingenlunde at gøre Talesproget til Poesi, da den neppe nok formaar at gøre det til Prosa. Det er jo nemlig allerede en besynderlig Forveksling af Wordsworth, at han i sin Kamp for Naturefterligningen bruger Ordene Talesproget og Prosaen i Flæng. Den gode Prosa er allerede renset for de tomme og meningsløse Gentagelser, de usikre og stammende Talemaader, som Halvdannelse og Forvirring aldrig undlader at føre med sig, og af hvilke Wordsworth desværre kun har optaget altfor mange i sine Digte overalt, hvor han indfører dramatisk Foredrag. Det er den usalige Forkærlighed for den aller platteste Naturefterligning, der i hans Digte afstedkommer de pludselige og pinlige Overgange fra en høj og ædel Stil til fuldstændig Stilløshed. Poesi har efter Wordsworth's Begrebsbestemmelse sin Oprindelse i Sindsbevægelse erindret i Ro. Den gaar ud paa Efterligning af Naturens Sprog med det ene Forbehold, at, da det er Digterens Hverv at meddele Fornøjelse, ikke Sandhed ligefrem, saa benytter han Verseformen, som bereder Læseren en Rækkefølge af smaa behagelige Overraskelser ved Rytme og Rim. Versemaalet virker ved stadigt at vække og tilfredsstille Nysgerrigheden, men paa saa simpel en Maade, at det ingen selvstændig Opmærksomhed tiltrækker sig. Det paavirker, omtrent som et kunstigt behandlet Lufting eller som Vin under en beaandet Samtale, Bevidstheden mægtigt men ubemærket. Ved dets stedse tilbagevendende Regelrethed dæmper og mildner det Fortællingens lidenskabelige eller gribende Indhold og ved sin Evne til at afklæde Talen dens Virkelighedspræg kaster det over Kompositionen en Slags Halvbevidsthed om dens Uvirkelighed. Men iøvrigt kan, mener Wordsworth, selv den bedste Poesi i ingen Henseende være forskellig fra Prosa. Han glemmer at opkaste sig det Spørgsmaal, om der ikke omvendt gives en Mængde Udtryksmaader, Vendinger og almindelige Sætninger, som er paa deres Plads i en Prosameddelelse, men som vilde virke i høj Grad stødende i Poesi, og om der ikke i ethvert højtideligt Digt uden alt Kunstleri kan forekomme en Bygningsmaade og Ordning af 5ætningerne eller en Benyttelse af Talens Figurer, som i Prosastil vilde være umulig. Den eneste Mening, i hvilken den bedste Poesi kan siges at stemme overens med det daglige Sprog, er den, at dens Udtryk er saadanne, som nogle faa af de mest Gennemdannede ved meget sjældne Lejligheder vilde anvende. I daglig Samtale flakker Talen løst omkring; i det offenlige Foredrag samler den sig til fast Tankesammenhæng; i den skrevne Bog vinder den udarbejdede Sætning sig naturligt fremad gennem mange Snoninger. I Verset endelig kan Formen ikke være for udsøgt og for fast. Point de contraintes fausses! Mais que pour marcher droit Tu chausses, Muse, un cothurne étroit! Ja, Værket fremgaar skønnere af en Form, der er genstridig mod Arbejdet, Vers, Marmor, Onyks eller Emalje. Men, Musa, ifør dig en snever Koturne for at gaa rank! Noter til Kapitel 6: Thou dost preserve the Stars from wrong And the most ancient Heavens, through Thee, are fresh and strong. O, mange Digtere har Naturen saat, udrustet Mænd med aandens bedste Gaver, guddommelige Evner, Seerblik, der kun har manglet Færdighed til Verset... Or Wordsworth with his eternal: Here we go up, up, and up, and here we go down, down, and here round about, round about! Look at the nerveless laxity of the Excursion. Vi har et Øjeblik tabt Coleridge af Sigte. Da Wordsworth og han fordelte de nye Digtarter imellem sig, tilfaldt der, som alt berørt, ham den Wordsworth's lige modsatte Opgave at behandle overnaturlige Stoffer paa naturlig Maade. Samuel Taylor Coleridge var et Landbarn og en Præstesøn, født i Oktober 1772 i Devonshire. Fra 1782-90 gik han i Skole i Christ's Hospital i London, og fra denne hans Skoletid er det, at hans Venskab med en anden engelsk Romantiker, hans varme Beundrer Charles Lamb, skriver sig. Det synes paa ingen Maade at have været Ærgerrighed, der bragte ham, som nogle aar tidligere Johannes Ewald, til at forsøge sin Lykke som Soldat, men udelukkende Mangel paa Erhverv. Han blev da ogsaa kun i fire Maaneder Dragon. Thi da han en Dag paa Væggen under sin Saddel havde skrevet dette latinske Klageraab: Eheu quam infortuni miserrimum est fuisse felicem! Ak, hvor skrækkeligt er det i Ulykken at have været lykkelig! Herefter falder det korte Tidsrum, i hvilket han optraadte som Rettroenheden bekæmpende Demokrat; ifølge denne Optræden nødtes han til at slaa sig enhver Tanke om Universitetsbefordring af Hovedet. Medlemmer af det lille Udvandrerselskab, de stiftede, var kun Coleridge, Southey, en ung Kvæker ved Navn Lovell og en Yngling ved Navn George Burnet, der var Skolekammerat af Southey. Men Guden Hymen havde valgt det aar 1795 til at bringe disse samfundstruende Planer til at strande. Coleridge var rejst til Bristol for at holde offenlige Foredrag og udfoldede der al den Veltalenhed, der hos ham, omtrent som hos den ligeledes mundlig saa bedaarende Welhaven, synes at have suget Kræfterne fra hans poetiske Værker. En ung Dame der i Byen vandt hans Hjerte, og endnu samme aar blev Coleridge viet til Sara Fricker, medens hendes Søstre Edith og Mary Fricker ombyttede deres Efternavne med Navnene Lovell og Southey, og - Rejsen til Amerika endte som Børnenes hos Christian Winther. Hvorledes skulde Coleridge, der hele sit Liv igennem var uden Vilje, have kunnet udføre en saa længe lagt Plan! Han, som aldrig havde faaet Andet udrettet end det, han ikke havde besluttet eller som efter dets Natur ikke lod sig beslutte! Den Skildring, han har givet af denne sin Odyssé, maler os den unge engelske Romantiker som han var og blev: uklog paa alt Verdsligt, skiftevis begejstret for enhver religiøs og filosofisk Halvhed, men sprudlende af Lune i Opfattelsen af de Andres og sin egen Latterlighed. Han aabnede sit Felttog i Birmingham og rettede sit første Angreb paa en streng Calvinist, en Lysestøber af Profession. Denne var en høj, skummel Mand, hvis Længde saa meget overgik hans Bredde, at han havde kunnet tjene til Ildrager i sit eget Støberi. Det slattede, sorte, garnlignende Haar, skinnende af Fedt, afklippet i en lige Linje langs med de sorte Stubber af hans krudtfarvede Øjenbryn, der saa ud som en sveden Efterslæt af forrige Uges Barbering: Hans Frakkekrave bagved i fuldstændig Overensstemmelse med det tykke og klæbrige Tovværk, som jeg tænker han kaldte sit Haar, og som med en Krumning indefter ved Nakkeleddet - den eneste Tilnærmelse til en Bøjning i hans Ansigt - sank ned bag ved hans Vest, medens Ansigtet, magert, mørkt, haardt med stærke lodrette Furer gav mig en utydelig Forestilling om En, der saa paa mig gennem en slidt Strygerist, lutter Sod, Fedt og Jern. Men han var en af de ægte Fuldblods - en sand Elsker af Friheden, og havde, som jeg var bleven underrettet om, til Manges Tilfredshed bevist, at Mr. Pitt var et af Hornene paa det andet Dyr i aabenbaringen, det, der talte som en Drage... Voksstabelmanden lyttede med udholdende og prisværdig Taalmodighed, skønt en vis Lugt, der ikke netop var himmelsk Vellugt, røbede hans Gæst, at denne var kommen paa en Støbedag. Og hvormeget var det, De sagde, der blev givet for Pengene? Gud bevare mig, med Undtagelse af hvad jeg foretager mig paa Familiens Vegne paa Sabbaten, saa er det mere, end jeg nogensinde læser, Sir! Jeg er saa fuldt som nogen Mand i Brummagem, Sir! Hans andet i Manchester overfor en statelig og velhavende Bomuldsgrosserer førte kun til, at denne maalte ham fra Top til Taa og spurgte ham, om han havde en Faktura paa Tingen. Efter disse mislykkede Forsøg opgav den unge Mand den Tanke at vinde sine Abonnenter enkeltvis, men kom ikke desmindre hjem fra denne mindeværdige Tur med næsten 1000 Navne paa sin Subskribentliste. Dog allerede det første Nummer kom paa ægte Coleridge'sk Manér - for sent; det andet, der indeholdt en Afhandling mod Festdage, jog 500 konservative Abonnenter paa Flugt, og de følgende Numre, der var fyldte med Udfald mod fransk Filosofi og Moral og mod dem, der rettede deres Tale umiddelbart til de Fattige og Uvidende, istedenfor at føre disses Sag for de Velhavende og Ansete, bragte de øvrige, jakobinske og demokratiske, Abonnenter til at sige Bladet af. Coleridge synes, idet han selv meddeler dette Forhold, end ikke at ane, hvor naturlig en Straf for al hans Halvhed dette var - en Halvhed, der bestod i aldrig at ville tage Følgerne af sin egen Tanke. Halv var han i det Politiske, halv i det Religiøse. Da Ugeskriftet ikke oplevede mere end en halv Snes Numre, blev Coleridge Journalist, skrev først imod Ministeriet Pitt, men snart, da hans Anskuelser mere og mere droges i konservativ Retning, strengt ministerielt, og især efter Schweiz's Besættelse af Franskmændene som ivrig Franskhader. Hans Frihed vilde under hans Ophold i Italien været udsat for Fare, hvis han ikke itide var bleven advaret saavel af den prøjsiske Minister Wilhelm v. Humboldt som af selve Napoleons Onkel, Kardinal Fesch, gennem en underordnet Embedsmand. Det er uden Tvivl det tidligste engelske Digt, der er gennemtrængt af den i streng Forstand romantiske aand, og gjorde derfor ved det Nye i Tonefaldet, Indholdet, Grundpræget og Versbehandlingen et mægtigt Indtryk paa de samtidige Digteres Hjerter. Byron lærte Digtet at kende paa samme Maade som Scott. At dog ikke Alle delte disse Digteres og Wordsworths end større Beundring, kan ses af Moores Levned og Breve. Baade han selv og Jeffrey tager stærke Forbehold med Hensyn til Digtets Affektation. Se Moores Memoirs 2: 101, 4: 48. For Danske, der gennem Tieck og Schlegelerne og senere især gennem Ingemann er blevne grundigt indviede i hin poetiske Manérs Hemmeligheder, har Brudstykket umuligt en saa stor Interesse. Den grænseløse Troskyldighed i Fortællemaaden, og det hele forsætligt Barnlige i Anlæget og Tonen er for os hvad Hvedebrød er for Bagerbørn. Det bør imidlertid erindres, at er end Digtets første Del skrevet 1797, saa er ikke blot dets anden Del forfattet, men uden Spørgsmaal ogsaa en Omarbejdelse foretaget i aaret 1800, det vil sige efter at Coleridge paa en Rejse sammen med Wordsworth til Tyskland havde lært Datidens tyske Poesi, dens middelalderlige Forudsætninger og dens nyeste Hang at kende. Paa en yderligt affekteret Indledning tre Bryllupsgæster glemmer undervejs Indbydelsen over den gamle Sømands Fortælling, saa veltalende er han og det paa Gaden, som Falstaff siger følger en gyselig Spøgelsehistorie paa et Dødningeskib, hvis Rædsler alle afstedkommes ved at en Sømand er letsindig nok til at dræbe en Albatros, der har søgt Tilflugt paa Skibet. Hele Mandskabet, paa ham alene nær, straffes med Undergang for denne Ugæstfrihed. Da Digtet var nyt, drøftede, som Swinburne fortæller, den engelske Kritik meget levende det Spørgsmaal, om dets Moral den, at man ikke bør skyde Albatrosser? Et Eksempel kan oplyse, hvor Grundmangelen stikker. Det bevæger sig i samme metriske Form, og Æmnet er aldeles beslægtet. Fuglen Camao, der her svarer til Albatrossen hos Coleridge, blev i Middelalderen plejet i ethvert Hus paa Pyrenæerhalvøen og behandlet med en paa almindeligt udbredt Overtro hvilende Ærefrygt. Denne Fugl sagdes nemlig ikke at kunne trives i et Hus, hvis Glans var plettet ved Husfruens Skyld; den døde, saasnart der ved hendes Troløshed kom ringeste Plet paa Husherrens Ære. Sædvanlig hang dens prægtige Bur i Husets Forhal. I Hartmanns Digt fortæller nu den gamle, afsindige Mand, der her svarer til den sindssyge Sømand hos Coleridge, hvorledes han som Page opflammedes af vild Lidenskab for sin Herres Hustru, og hvorledes han, hver Gang han, afvist og fortvivlet over hendes Kulde, styrtede ud fra hendes Værelser, pintes af Fuglens Sang til Ære for hendes Kyskhed, hvem den skyldte sit Liv. Hans Herre vender hjem fra Krigstog og har sin Ven, en ung, dejlig Sanger og Helt, i Følge med sig, hvem Slottets Frue viser det hjerteligste Venskab og hvem Pagen snart omfatter med Skinsygens hele Had. Ude af sig selv angiver han de to Unge, men hans Herre svarer ham roligt, at Camao lever og netop i dette Øjeblik synger til Estrellas Ære. Da beslutter han i blodtørstigt og skinsygt Raseri at hævne sig og dræber Fuglen; Vasco ihjelslaar sin Hustru - og fra nu af flakker Forbryderen rastløs og afsindig uden nogensteds at kunne finde Sjælero om fra Land til Land. Her er Drabet af Fuglen en virkeligt menneskelig Handling, udført af en virkelig menneskelig Bevæggrund; her er Straffen for Drabsmanden ikke nogen Grille, men en retfærdig og naturlig Følge af hans Ugerning. Her er den Ulykke, Fuglens Drab bringer over Vasco's Hustru og ham selv, ved en virkelig aarsagsforbindelse knyttet dertil, medens Sømændenes Undergang i Kraft af Ugæstfriheden mod Albatrossen tager sig ud som en Art Vanvid. Her viser endelig Forskellen sig klart mellem en sand poetisk Optagen af den overtroiske Forestilling og den romantiske Behandling af denne. I begge Digte beror jo Alt paa en Overtro, og Hartmann er langt fra at ville underkaste den en Forstandskritik; men han paadutter ingen Anden den, hans Digterværks Skønhed er ganske uafhængig af, om Læseren i Ordets hverdagsagtige Forstand tror paa Camaos underfulde Indflydelse eller ikke, medens den romantiske Forskruethed netop præker Ærefrygten for det Underfulde og Uforklarlige som Summen af al Levevisdom og al Poesi. Digtet er trods alt sit romantiske Skinvæsen beaandet af Havet, det virkelige naturlige Hav, hvis vekslende Stemninger, hvis ængstende og truende Alvor det skildrer. Den friske Brise, det fraadende Skum, den uhyggelige Taage og den hede, kobberfarvede Aftenhimmel med sin blodige Sol, alle disse Elementer er Naturens, og den hele Elendighed hos dem, der tumles om paa Havet, Hungersnøden, den nagende Tørst, der bringer dem til at suge Blodet ud af deres egen Arm, de blege Ansigter, den frygtelige Dødsrallen, den rædselsfulde Forraadnen, alle disse Elementer er Virkelighedens og skildrede med en Englænders naturtro Kraft. Meget engelsk er ogsaa det Træk, at Coleridge selv paa det Fortræffeligste kunde se Skyggesiderne ved en Digtning som hans berømte Ballade. Den nationale Grundegenskab, Lunet, stiller ham i denne Henseende mærkværdigt aandsfrit. Man høre, hvad han selv har meddelt om sin Selvkritik. Digteren forsikrede sin Ven, at hvis Epigrammet var godt, vilde det kun forøge hans Lyst til at gøre Bekendtskab med Forfatteren, og udbad sig det forelæst. Føjer man nu hertil, at Coleridge selv skrev tre Sonetter for, som han siger, at gøre Nar af den nye Retnings kunstlede Simpelhed og klynkende Selvsyge, Sonetter, hvis svulstige Talemaader udelukkende var tagne af hans egne Digte, saa lader det sig ikke nægte, at han med en sjælden aandsoverlegenhed har stræbt at holde sig fri for hin Fortabthed og Hildethed i Læremeninger, som var den tyske Romantiks svageste Side. Alligevel var det fra Tyskland, at hans aand fik sin kraftigste og væsenligste Næring. Han var den første Englænder, der trængte ind i den tyske Literaturs af Fremmede endnu ubetraadte Skove, og det omtrent samtidigt med at Fru de Staeuml;l brød de romanske Folkeslag Vejen derind. Paa samme Tid som han frembringer sine nysnævnte berømteste Digte, begynder han at studere Tysk, og Schiller og Kant tiltrækker ham først. I 1798 foretager han saa med Wordsworth en literær Opdagelsesrejse til Tyskland. Navnet betyder imidlertid ikke stort mere end om man i Danmark 1830 havde villet kalde Hauch, Ingemann, Wilster og Peder Hjort Soranerne. De engelske Digtere af Søskolen var fuldt saa forskelligt anlagte som de nævnte Lektorer i Sorø. Heraf var Følgen, at Wordsworth og Southey næsten aldrig var under Kritikens Vandfald uden at han, som dog næsten aldrig lod høre fra sig, tillige blev alvorligt dyppet. Den Omstændighed, at Søskolen, omtrent som Prærafaeliterne og Nazarenerne i Malerkunsten, gik ud paa at være lutter poetisk Fordybelse, lutter Barnesind og Barnetro, lutter præstelig Blidhed og Salvelse aabnede en skarp og bidende Kritik en stadig Adgang til Løjer og Spot over Den, der for alle maatte staa som Skolens Læremester. Fire Bogstaver danner hans Navn. Han slap mig løs som et Plageris. Ham ene skyldes Lov og Pris. Nu var han Mr. Pitt's tro Journalist og han som alle Søskolens andre Medlemmer en streng Tory, frie Meningers Fjende saavel paa Statens som paa Kirkens Omraade, hvad Under da, at han i Flæng med de Andre fra det liberale Partis Side var udsat for partiske og uophørlige Angreb! Og dog vilde det have været saa let og saa naturligt at skelne ham som Digter ud fra alle de Andre og give ham den Ære, der tilkom hans Oprindelighed. De ganske faa Digte, han i Løbet af et temmelig langt Liv har skrevet, hævder sig ved Sprogets udsøgte Melodiøsitet; deres Harmonier er ikke blot fine og iørefaldende som Shelleys, men kontrapunktisk sammensatte og rige, af en egen tung og vægtig Sødme; hver Linje har en Honningdraabes Smag og Vægt. Shelley er, som Swinburne slaaende har sagt, naar han med Hensyn til Sprogets Harmonier sammenlignes med Coleridge, hvad en Lærke er i Sammenligning med en Nattergal. Men Coleridge's Poesi er ligesaa uplastisk som den er melodiøs og ligesaa lidenskabsløs som vellydsmættet. Den er rent romantisk-fantastisk, det vil sige, at den hverken fremstiller et energisk levet personligt Sjæleliv eller genfremstiller Iagttagelser fra den omgivende Verden. Hans historiske Sans var ligesaa ringe som hans Lokalsans. Hans Poesi er derfor i Ordets bogstavelige Forstand Drømmebilleder; det af hans Digte, som de bedste Kendere sætter højest, komponerede han i Søvne under en Drøm. Hans eget Liv var saa viljeløst og planløst som en Drømmendes. Af Naturen lidt dorsk blev han med aarene mere og mere tilbøjelig til Opsættelse, og hans Opsættelsessyge Englændernes procrastination optaarnede paa hans Vej stedse flere Vanskeligheder, som hans Arbejdskraft ikke var stor nok til at overvælde. For at søge Lindring for legemlige Lidelser tyede han til Opium, men forfaldt snart til Opiumsspisning, der yderligere forøgede hans Mangel paa Evne til at fuldføre nogen Plan. Efter en omflakkende Tilværelse med vekslende Ophold i Venners Huse, hvorunder han skiftevis holdt literaturhistoriske Oplæsninger og leverede Bidrag til Tidsskrifter, gav han sig som uskikket til at lede sit eget Liv fra 1816 af i Huset hos en Læge ved Navn Gillman og boede i Highgate hos denne Mand og under hans Herredømme i en frivillig Adskillelse fra sin Familie, hvilken han overgav til Vennen og Svogeren Robert Southey's Forsorg. Paa Opiumsrusen fulgte nu Tømmermænd med Anger og Selvbebrejdelse og stedse mere rettroende Religiøsitet. Hvad han i dette Tidsrum skrev har gennemgaaende til Formaal at gendrive hans Ungdoms Kætterier og hævde i Dogmatiken Treenigheden, i Politiken den engelske Statskirke mod alle kritiske Anfægtelser. Atten aar gik hen for ham under Drømmerier, Samtaler og Forfatten af opbyggelige Afhandlinger, medens han bestandig havde langt mindre Indflydelse som Frembringer end som Tilskynder. Han æggede og pirrede Andre til offenlig at ytre sig. Boende ikke langt fra London og paa Grund af sin sprudlende Underholdningsevne uafladeligt søgt af de bedste Skribenter levede han som Tilskuer til Livet under Samtaler med Mænd som Charles Lamb, Wordsworth, Southey, Leigh Hunt, Hazlitt, Carlyle, netop i de samme aar, under hvilke aanderne af den hans modsatte Retning, Shelley og Byron, med ildfuld Kraft udtalte sig mod den Ordning af Samfund og Stat, om hvis Fortrinlighed han var overbevist. Medens han viljeløs og underkastet Ave som et Barn lod Andre tage Vare paa sit Liv og selv bevaret stedse mere uddannede sig til Samfundsbevarer, udviklede de to store Frihedsdigtere, kastede ud fra deres Hjem og henviste alene til deres egen personlige Energi, den højeste Selvstændighedsfølelse, der endnu i Poesiens Historie var kommen til Udbrud, og opreves, da hverken nogen Anden eller de selv gjorde Noget for at bevare deres Liv, længe før Tiden i lidenskabelige Kampe for saa at bortrives af en tidlig Død. Den personlige Undersøgelse og den personlige Frihed var for dem et lige saa dyrebart Klenodie som den anglikanske Kirke Church of England var det for ham. Noter til Kapitel 7: being at a loss, when suddenly asked my name, I answered Cumberback and verily my habits were so little equestrian, that my horse, I doubt not, was of that opinion... Efter en flygtig Læsning kunde man antage disse Digtere for fuldt saa frihedselskende som Moore eller Shelley eller Byron. Men selve Ordet Frihed betyder i hines Mund noget Andet end i disses. Man maa for at forstaa det undersøge og opløse det med de to simple Spørgsmaal: Frihed - for hvad? Frihed - til hvad? Frihed er disse konservative Digtere et bestemt endeligt Gode, som England har og som Europa mangler, Retten for et Land til at styre sig selv uden Enevoldshersker af en fremmed Stamme. Det Land, der har denne Forret, er frit. Ved Frihed forstaas altsaa i denne Lejr Frihed for fremmed politisk Tvangsherredømme; om Frihed til Noget er saa at sige i den ikke Tale. Man kaste et Blik henover Wordsworth's Frihedssonetter og se, hvad det er han besynger. Det er de europæiske Folkeslags Kamp mod Napoleon, der betegnes som en Art Antikristen. Digteren sørger ved Spaniens, ved Schweiz's, ved Venedigs, ved Tyrols Erobring af de Franske. Han besynger den tapre Hofer, den brave Schill, den forvovne Toussaint L'ouverture, der har vovet at byde Voldsmændene Spidsen, og ikke mindre Gustav den Fjerde Adolf af Sverig, der med romantiskridderlig Evneløshed havde tilkastet Napoleon Handsken og forkyndt sit Sværmeri for Bourbon'ernes Tilbageførelse. Kort efter skulde jo ogsaa Victor Hugo og Lamartine som det nedarvede Kongedømmes Mænd besynge ham og hans Søn Prins Gustav af Vasa. Fra Napoleon gaar Hadet og Afskyen over paa Frankrig. I en af Sonetterne Inland within a hollow vale I stood fortæller Wordsworth, hvorledes Kanalen mellem England og Frankrig et Øjeblik havde forekommet ham smal som en Indsø og Angest grebet ham for at England kunde være landfast med hint fortabte Land; da styrker den Tanke ham atter, hvor stor den engelske Folkesjæl er, og hvor ringe den franske. Vi spørger os nutildags, hvad det var for en Art Frihed, Waterloo bragte; men vi forstaar fuldt vel, at den Gruppe af Digtere, hvis Helte var selve Nationalheltene Pitt, Nelson og Wellington, hvis Lovsange altsaa gjaldt den engelske Forfatning i dens Egenskab af at være Friheden selv og England som Mønsteret for alle Stater, vandt en Yndest hos Folkets store Flertal, som det endnu den Dag idag ikke er lykkedes deres store poetiske Modstandere at naa op til. For hine var Folket et Ideal, som det var, disse stræbte at tvinge deres Folk til at rette Blikket mod et ikke naaet, ja end ikke erkendt Ideal; hine smigrede Folket og lønnedes med Laurbær; disse opdrog og tugtede Folket og stødtes ud af dets Skød. Medens Æresposten som Hofdigter Poeta laureatus tilbødes Scott og beklædtes saavel af Southey som af Wordsworth har det engelske Folk endnu den Dag idag ikke aflagt et eneste offenligt Vidnesbyrd om hvad det skylder Shelley og Byron. For dem var Frihedsideen ikke virkeliggjort i et Land eller i en Forfatning, forelaa overhovedet ikke som en færdig Ting, for dem var Kampen for Frihed ikke heller virkeliggjort i en dybt egenkærlig Krig mod en revolutionær Erobrer. De følte det dybt, hvor stor en Ufrihed, politisk saavel som aandelig, i Kirken saavel som i Samfundet, der kunde trives under en saakaldt fri Forfatning. Lidet oplagte til Lovsange over hvor herligt vidt Menneskeheden og særligt deres Landsmænd var komne, følte de under det saakaldte Frihedsstyre et dybt og brændende Frihedssavn, Savn af Frihed til altfor Meget - til at tænke uden Hensyn til Troessætninger og til at skrive uden at krumme Ryg for en offenlig Mening, til at handle som det stemmede med deres inderste Væsen uden at underkastes Opsyn af dem, der fordi de selv ingen Personlighed besad, var de mest højrøstede og ubarmhjertige Dommere over de Karakterfejl, der var knyttede til Selvstændighed, Originalitet og Geni. De radikale Digtere kaldte Tvangen for Tvang, selv naar den svang Englands egen Fane over sit Hoved og mødte med den engelske Kokarde til Politiskilt; de udstrakte hines Uvilje mod uindskrænkede Konger til Kongerne overhovedet; de ønskede ikke blot Jorden befriet fra katolske Præsters Herredømme, men overhovedet fra Præsteformynderskab. Da de saa Digterne af den modsatte Skole, der i Ungdommens Hede var gaaede fuldt saa vidt som de selv give sig til at forherlige Englands Toryregering med en Renegatgruppes hele Iver, da kunde de ikke betragte dem som andet end som Frihedsfjender. Naar Shelley synger til Friheden: Og dit Blik er skarpre end Glimt af et Lyn, og dit Drøn mer end Jordskælvets Trampen. Som skinnende Syn overstraaler du Ildsprudslampen, den vilde Vulkan. Solens glødende Kærne er Lygtemandslys mod din straalende Stjerne da føler man, at denne Frihed ikke er en Ting, som lader sig gribe med Hænder eller give som Gave i en Forfatning eller bogføre i en Statskirke, men er Menneskeaandens evige Fordring, dens umistelige Krav til sig selv, den himmelske Ild, Prometheus nedlagde som Gnist i Menneskehjertet, da han dannede det, og som det har været de største Mænds Gerning at puste op til den Flamme, der er Kilden til alt Lys og al Varme for dem, som føler, hvor gravmørkt og stenkoldt Livet vilde være uden den. Denne Frihed er det, som i hvert nyt aarhundrede dukker op med et nyt Navn, som i Middelalderen forfølges og udryddes under Navnet Kætteri, i det sekstende aarhundrede forfægtes og bekæmpes under Navnet Reformation, i det syttende aarhundrede dømmes til Baal og Brand som Trolddom og Ateisme, i det attende aarhundrede bliver til et Evangelium under Form af Filosofi for under Revolutionen at blive til en Magt i Skikkelse af Politik, og som endelig i det nittende aarhundrede af Fortidens Talsmænd stemples med det nye Øgenavn: Radikalisme. Den Frihed, Søskolens Digtere priste, var et bestemt, virkelig tilværende Indbegreb af Friheder, ingen Frihed. Hvad de revolutionære Digtere derimod forherligede, var vel i og for sig den sande Frihed, men de opfattede denne Frihed saa virkelighedsfjernt, at de i det enkelte altfor hyppigt skød ud over Maalet. I Svækkelsen af al bestaaende Regering saa de kun Svækkelsen af slet Regering, i undertrykte Folkestammers halvt barbariske Oprør saa de den evige Friheds Morgenrøde. Shelley havde saa lidt Menneskekundskab, at han ansaa Slaget for vundet, hvis han med ét Slag kunde udrydde alle Konger og Præster, og Byron lærte først sent ad Erfaringens Vej, hvor faa republikanske Dyder de i Frihedens Navn sammensvorne europæiske Revolutionsmænd besad. Søskolens Mænd var sikrede mod de radikale Digteres ædelmodige Vildfarelser og Foregribelser, men Efterverdenen har havt større Nydelse og Udbytte af Frihedskærlighedens Udskejelser hos disse end af hines fra alle Sider begrænsede og omhegnede Frisind. Her er Stedet til at unde den Mand en Plads, som var Byrons og Shelleys værste Fjende og Coleridges bedste Ven og som i det Hele staar Coleridge nær som fremragende engelsk Romantiker, hvor langt hans Frembringelser end i Indholdsværd staar tilbage for Vennens. Robert Southey, født 1774 i Bristol, var Søn af en Lærredshandler der og beholdt hele sit Liv igennem Præget af at være kommen til Verden i snevre Kaar og med en snever Synskres for Øje. Som Indskrift til det Værelse, hvor Kongemorderen Martin havde siddet fængslet, forfattede han paa den Tid følgende Linjer: I tredive aar, alene indespærret, her Martin smægted. Ofte disse Mure gav Genlyd af hans Skridt, naar Fod for Fod han kresed i sit Fængsel. Ej for ham var aarets Tiders skønne Vekslen til; aldrig ham Solens Straaler gjorde glad, undtagen naar et brudt, sørgmodigt Lys højt oppe faldt igennem Vindvets Stænger. Og spørger du, hvad Brøde han begik? Dog saadanne, som Platon elskede... Herpaa skrev dengang Canning følgende ganske morsomme Parodi: Indskrift paa den Celle i Newgate, hvor Fru Brownrigg, Læredøtre-Mordersken, sad indespærret: En hel Session, til hendes Sag kom for her Brownrigg smægted. Ofte disse Celler gav Genlyd, naar hun banded, hvined eller skreg efter frisk Genever. Ej for hende var Tothills Marker skønne, ej for hende var Forstadslivets skønne Vekslen til, før end tilsidst hun langsomt i en Karre blev trukket ud af Byen for at hænges. Og spørger du, hvad Brøde hun begik? Da ogsaa han havde opgivet sine Udvandringsplaner og faaet sin Frøken Fricker, bosatte han sig i London 1797. Fra 1807 af nød han af Staten en aarpenge paa 150 Pund. Denne Stilling, som medførte Forpligtelse til at besynge alle de det kongelige Hus vedrørende Begivenheder, blev først af Prinsregenten tilbudt Walter Scott, der spurgte sin Velynder Hertugen af Buccleugh om Raad. I største Delen af sit Liv var denne henvist til at leve af sin Pen og skrev saaledes nødtvungen Meget. Flittig som han var, økonomisk og prydet med alle gode huslige Egenskaber efterlod han sig en Kapital af 12000 Pund. Romantiken var hos ham som hos Tyskerne saa langt fra at udelukke de borgerlige og spidsborgerlige Dyder, at den tvertimod paa det Bedste forligtes med dem. Den havde jo nu engang saa lidt med Livet at gøre. Til Gengæld forhindrede hans ærbare Filisteri ham ingenlunde i at lade sin Fantasi foretage de vildeste østerlandske Flugter. Der var i Southeys første Livsafsnit, det frisindede, øjensynligt noget smukt og varmt ved hans Begavelse. Han havde Begejstring og han havde Mod. Han retter nu og da sit Øje fremad lige til sin Samtid. Paa et afgørende Sted i Digtet, hvor Jomfruen udspørges om sin Tro, aflægger hun og gennem hende Digteren en saa aaben Bekendelse til Naturen, at man tilfulde føler, hvorledes ogsaa for Southeys Vedkommende den i Datidens engelske Poesi Alt beherskende Naturalisme er den Grundvold, hvorpaa han staar. Kvinde, siger en Præst til Jeanne d'Arc, Du synes at lade haant om vor Kirkes hellige Forskrifter, og hvis jeg ret forstod dine Ord, siger Du, at Ensomheden og Naturen lærte dig religiøse Følelser og at Messer og Syndsforladelse og Brugen af Vivand nu ikke mere kendes af dig. Hvorledes kunde Naturen lære dig sand Religion? Naturen kan lære at synde, men Præsten alene kan lære Anger og byde St. Peter aabne Himmelens Porte og udløse Sjælen af Skærsilden... Pigen svarer: I, den hellige Kirkes Fædre! Sandt er det, at jeg i lang Tid ikke har hørt Lyden af den højttonende Messe eller ført det hellige Vand til skælvende Læber; dog Fuglen, som sendte sin muntre Sang som en Hilsen til Solens Morgenstraale syntes mig at kvidre en sødere Tak til Himlen i sin vilde Lykkes Melodi end der nogensinde klang gennem de Kirkebuer, som Mennesker har hvælvet; alligevel plukkede jeg aldrig tankeløst de modne Klaser af Vinranken uden at mindes den Gud, som skænkede mig dette ublodige Maaltid. I har sagt mig, ædle Herrer, at Naturen ene lærer Mennesket at synde. Hvis det er Synd at opsøge det saarede Lam, at forbinde dets Saar, at bade dem med mine Taarer, saa er det Synd, hvad Naturen lærte mig. Det er ikke Naturen som kan lære En at synde: Naturen er lutter Godhed, lutter Kærlighed, lutter Skønhed. I de grønne Skoves rolige Skygge er der ingen Last, der bringer Harmens Rødme til at stige op i Kinden, der er ingen Elendighed, ingen ulykkelig Moder, som bleg og forhungret hænger over sine sultne Børn med et saadant Blik, saa mat, saa jammerfødt, at det en Dag med fordømmende Veltalenhed vil anklage de Mægtige paa Jorden! Frankrig og Middelalderen er ham, hvad senere Østerland og Sagnverdenen skulde blive ham, et Kostyme, hvorunder han lader sine engelske og protestantiske Ideer spille. Der udfordredes dog imidlertid et vist Mod til paa hin Tid, da Nationalhadet mod Frankrig var saa levende, at forherlige Fjendens nationale Heltinde, og Digtet er trods dets Tørhed saavel i Følelse som i Farve et Værk, som gør en ung Digter Ære; men den aand, der her bar hans Evner oppe, skulde hurtigt forsvinde af hans Poesi. Jo mere Ungdommens uegennyttige Begejstring for Menneskehedens store Opgaver og Drømme ebbede i hans Sjæl, des mere følte han Trangen til at bøde paa denne Tørke ved at befrugte den med en Strøm af rent udvortes Romantik. Han var efterhaanden naaet til et vist Herredømme over Sprogets Midler, formaaede at skrive løst byggede men velklingende og i al deres Ubestemthed og Enstonighed ret stemningsfulde Strofer. Retningen mod Østerland er en fælles romantisk, den findes samtidigt hos Oehlenschläger, og da Bevægelsen senere naaer Frankrig, hos Victor Hugo Aly og Gulhyndi - Les Orientales. Men hvad der særligt maatte lokke engelske Digtere til Østen var det farveløse protestantiske Liv i Hjemmet med dets strenge og kolde Velanstændighed. Dog der udfordredes en Irlænder, Thomas Moore, en Kolorist med keltisk Blod i sine aarer til om saa blot tilnærmelsesvis at forstaa et Folk og en Sagnverden som det gamle Persiens og til i det engelske Sprog at genfremstille Østens Natur i en Stil, der er som overstrøet med Juveler og barbariske Smykker. Dette Digt, som i sin Tid nød en vis Navnkundighed, lider under den skrigende Modsigelse mellem Sceneriets brogede Flitter og Følelsens nøgterne Ærbarhed. Heltens Levned ledes af det allersærligste Forsyn. Alle hans Hovedpersoner er Forstandstroende overfor deres østerlandske Religion og mangler saa lidt som muligt i at være gode Protestanter. Nej Allah ene, som bestemte hin Slægt til Menneskets Straf og Plage... Southey opdynger fantastiske Motiver, for saa, naar han bliver ked deraf eller synes, at Læseren kan trænge til en Lære, selv at slaa dem sønder og sammen med en eller anden evangelisk Tekst. Thalaba har paa sin Finger en Talisman, som beskytter ham mod de onde aander. Derfor gaar alle den onde aand Lobabas Bestræbelser ud paa at franarre ham Ringen. Engang forsøger han f. Men en eller anden af de gode Genier udsender en Vespe, der stikker Thalaba i Fingeren lige over Ringen, saa det bliver umuligt at drage den over det opsvulmede Sted. Paa lignende Maade krydses bestandig hans Planer. Endelig lykkes det den frygtelige Troldmand Mohareb at besnakke Ynglingen. Efterat Troldmanden mere end én Gang er bleven overvunden, haaner han den unge Mand, fordi denne ikke i aaben Kamp, men kun ved en Talisman har kunnet besejre sin Fjende, og driver dette saa klogt og saa vidt, at Thalaba kaster Ringen i en Afgrund. Saa gaar Kampen løs paany. Man venter, at han nu vil maatte bøje Knæ, værgeløs som han staar der mod overnaturlig Magt. Men nej Thalaba sejrer ligefuldt. Men hvortil da det hele Apparat? Digteren leder os gennem Huler under Jorden, hvor afskaarne Menneskehoveder maa kastes for de Slanger, der bevogter Indgangene; hvor Lyset kun kan holdes, naar Vandreren anbringer det i den afhuggede Haand af en henrettet Morder o. Men det Hele er kun Ballet; pludseligt sker en Sceneforandring: de østerlandske Gangklæder forsvinder og Suffløren læser en Troesartikel højt. Saa begynder Balletten paany. Hvad nytter al denne fristende Herlighed? Thalaba er altfor god en Muselmand til at lade sig forføre. For han vidste vel, at Profeten havde forbudt denne Drik, Syndernes Moder. Og heller ikke trængte Gæsterne mere ind paa ham for at paanøde ham den flydende Ild, thi i Ynglingens Øje læste de en uforanderlig Beslutning. Saa fyldes Scenen af Figurantinderne. Deres Ankler var ombundne med Ringe af Klokker, hvis Lyd klang i Takt. Gennemsigtige Klædebon viste det graadige Øje deres ukyske Lemmer, som de med Færdighed vred i enhver uhøvisk Stilling. Oneizas Billede svømmede for hans Øje, hans egen arabiske Piges Billed. Hvor fiskeagtig staar han ikke i Sammenligning med sin danske Broder! For at det Hele kan være tilgavns opbyggeligt og gudeligt, dør hans Brud samme Nat. For at Alt paany kan faa et østerlandsk Sving, tvinges Thalaba af den arabiske Skæbnemagt til at dræbe en ung uskyldig Pige ved Navn Laila. For at endelig Alt kan ende tilgavns evangelisk, slutter han med i en højtravende Sørgetale at tilgive den Troldmand, der er Skyld i alle hans Ulykker, den samme, hvem han hele sit Liv igennem har opsøgt for at hævne sin Faders Drab, og som endelig nu er ude af Stand til at undfly ham. Det Onde, Du har gjort mig og mine, medfører selv sin egen bitreste Straf. Lad os lukke den og kaste et Afskedsblik paa dens Forfatter. Det var lærerigt at vide hvor mange nulevende Engelskmænd, der har læst dette Digt. For Efterslægten er og bliver Southeys Navn kun bekendt ved hans hysteriske Udfald mod Byron og dennes uforlignelige Kontrahug. Og dog - hvor meget tomt Fantasteri disse Digte end indeholder, til Naturbeskrivelserne strækker dette sig ikke saaledes som hos Romantikerne i Tyskland. Selv midt under al denne romantiske Forvildelse fornegter Englænderens ædru og naturtro Anlæg sig ikke. En dugget Friskhed fylder den tause Luft, Ej Taageslør, ej Sky, ej Stænk, ej Plet bryder vor Himmels Klarhed. I fuldest Pragt histoppe ruller Maanen guddommelig igennem mørkblaa Dybder. I Lys af Straaleskæret sig Ørkenkresen breder omspændt af Himlens Hvælv som Oceanet. Hvor herlig Natten er! Og af saadanne Billeder er der hos Southey ikke faa. Naar han skildrer den frygtsomme Antilope, der hører de Vandrendes Skridt og som staar stille tvivlsom, hvorhen den skal vende sig i det usikre Skær, eller Strudsen, som i sin blinde Hast iler lige mod dem, medens de ubevægelige Taager udbreder sig over Ørkenen ved Nat 4. Der er blevet aflagt varmere Vidnesbyrd til Fordel for Robert Southeys Karakter af hans Samtidige og Venner end ret let om nogen anden Mand, hvis politiske og literære Rygte er saa tvivlsomt. Endelig har Thackeray, hvor han søger om Typen paa en engelsk Gentleman, ikke betænkt sig paa at nævne den fattige, flittige og hjælpsomme Robert Southey som Mønsteret paa en saadan. Men intet Vidnesbyrd til Fordel for hans personlige Karakter vil kunne redde hans literære. Den er stemplet af hans Lovsange over Englands Kongehus og af hans Angiveri overfor Byron. At han som Søskolens øvrige Medlemmer stillede sig koldt og fjendtligt til denne nye og hensynsløse literære Fremtoning, var naturligt. Men at han - selv en Digter - hidsede den dannede Pøbel mod en anden og saa uendeligt større Digter med den lumpne Anklage for Usædelighed og Ugudelighed, det er en Forbrydelse, som Historien ikke tilgiver og som den straffer ved kun at opbevare Southeys Navn i en Anmærkning til Byrons Virksomhed. Men jeg vilde ønske, at Ufordrageligheden overfor Bøger fremgik af en sundere Dømmekraft og angik Værkets Moral hellere end dets Komposition, aanden snarere end Formen. Jeg vilde ønske, at den var rettet mod de misfosteragtige Blandinger af Rædsler og Bespottelser, af det Usædelige og det Ugudelige, hvoraf engelsk Poesi i vore Dage er bleven besmittet. I mere end 50 aar har engelsk Literatur udmærket sig ved sin moralske Renhed, der har været en Virkning af og atter aarsag til en Forbedring af Folkets Sæder. En Fader kunde uden nogen Fare give sine Børn enhver nyudkommen Bog i Hænde, hvis den ikke paa Titelbladet bar et eller andet synligt Tegn paa, at den var bestemt til Forsyning af utugtige Huse. Det gjaldt kun om, at Værket bar en hæderlig Forlæggers Navn eller blev sendt fra en hæderlig Boghandler. Dette var i Særdeleshed Tilfældet med Poesien. Dette er ikke længer saaledes, og ve den, fra hvem Forargelsen kommer! Jo større Forargerens Evner er, des større er hans Brøde og des længere vil hans Skam vare. Hvad enten Loven i sig selv er ude af Stand til at raade Bod paa et Onde af denne Betydning eller den bliver bragt til Udførelse med Slaphed og med en saadan Uretfærdighed, at Forargerens Ry sikrer ham Ustraffethed, saa bør dog enhver betænke, at saa fordærvelige Værker hverken vilde blive offenliggjorte eller skrevne, hvis de mødte den Modstand, de burde, i den almindelige Følelse. Enhver, som køber slige Bøger eller lader dem komme over sin Tærskel, forøger Ondet og bliver forsaavidt en Medskyldig i Forbrydelsen. Offenliggørelsen af en usædelig Bog er en af de værste Krænkelser, der kan begaas mod Samfundets Velvære. Det er en Synd, for hvis Følger ingen Grænse kan drages, og som ingen senere Anger kan modvirke. Thi hvilke Samvittighedsnag Forfatteren end maatte lide, naar hans Time kommer, og komme maa den, det vil Intet nytte. Den jammerfulde Anger paa et Dødsleje kan ikke udslette ét Eksemplar af Bogen... Mænd med syge Hjerter og fordærvet Indbildningskraft, som har dannet sig et System af Meninger, der passer til deres egen sørgelige Opførsel, Mænd, der gør Oprør mod det menneskelige Samfunds helligste Forskrifter og der hader den aabenbarede Religion, som de trods alle deres Bestræbelser og Pralerier er ude af Stand til helt at forholde sig vantro overfor, arbejder paa at gøre Andre ligesaa elendige som de selv er ved at smitte deres Sjæle med en aandelig Ædder. Den Skole, de har dannet, kan mest passende benævnes den sataniske Skole; thi skønt deres Frembringelser aander Belials aand i de slibrige Partier og Molochs aand i de modbydelige Billeder af Grusomheder og Rædsler, som de søger en Glæde i at fremstille, er de dog mest ejendommeligt betegnede ved Hovmodets og den frække Ugudeligheds sataniske aand, der ligefuldt røber den usalige Følelse af Haabløshed... Ethvert kraftigt Udbrud af en mægtigt Partiaand har desuden kulturhistorisk Værdi. Saa var for Byron Maalet fuldt. Den historiske og folkebeskrivende Naturalisme. Lad os fra Southey vende Blikket mod en bedre Mand end han var, mod den Digter, der formede den ejendommeligt britiske Romantik paa Folkenaturens og Historiens Grund. Han behøvede ikke som Søskolens Mænd at gøre sig til Renegat for at blive konservativ i religiøs og politisk Henseende, men var det uden Had eller Uvilje mod aanderne af den modsatte Retning, ren og rolig af Naturel, ædel og fast af Karakter, poetisk saa sprudlende rigt begavet, at han mere end en Snes aar igennem forsynede alle Europas Lande med en sund og underholdende Læsning, og saa dybt ejendommelig i sit Syn paa Menneskeracer og Verdenshistorie, at hans Indflydelse paa Europas Historieskrivning ikke blev ringere end den, han udøvede paa Romandigtningen i alle civiliserede Lande. Walter Scott fødtes i Edinburgh den femtende August 1771 som den niende Søn i en gammel adelig Familie. Stærk Kongetroskab var i Familien gammel og nedarvet - først som Hengivenhed for Stuarterne, saa for Huset Hannover - og ikke mindre den strengeste Kirkelighed. Den lille Walter var sund og stærk, indtil han i sit andet aar pludselig blev halt paa sit højre Ben. Den rolige aandsligevægt, hvormed han hele sit Liv igennem bar denne Legemslyde, staar i en mærkelig Modsætning til den Lidenskabelighed, hvormed hans store engelske Medbejler omfattede sin beslægtede Vanskæbne. Han voksede op i Sværmeri for den fordrevne Kongefamilie og for Folkesangene med deres Meddelelser om Højlændernes og Skotternes gamle Kampe. Allerede i den spædeste Alder kunde han lange Stykker udenad af hin Ballade om Hardiknut, hvormed han i 1815 aflokkede Byron Taarer. Den lille halte Dreng, der bestandig red omkring paa en Pony, som ikke var større end en almindelig Slagterhund, var en Kender af Percy's Samling af gammelskotske Digte og Brudstykker, ja hvad mere mærkeligt er, han samlede paa gamle Digte som andre Børn paa Mønter eller Segl og havde, ti aar gammel, flere Bind fulde. Hele sit Liv igennem vedblev han ogsaa at være en Balladejæger. Hans Sans var ligesaa tidligt opladt for Naturomgivelserne som for Poesien. Han standsede og dvælede ved enhver Ruin, ethvert Mindesmærke, ja ved enhver gammel Sten; men han betragtede ikke Naturen med Wordsworth's ejendommelige Inderlighed for dens egen Skyld blot som Natur; den havde for ham en overvejende historisk og poetisk Interesse. En Gruppe gamle sammenvoksede Træer kunde ikke i og for sig vække den Andagt i hans Sind som i Wordsworth's; men dersom det hed sig: Under dette Træ har Karl den Anden hvilet - eller: Til dette Træ knytter sig Erindringen om Mary Stuart - da skar han Grene af Træet til Minde om sit Besøg paa Stedet og glemte det aldrig. Femten aar gammel lærte han de maleriske skotske Højlande at kende, der skulde faa saa stor en Betydning for hans Poesi ved at forsyne hans digteriske Skikkelser med et nyt, Europa ubekendt, Sceneri. Fra det Øjeblik af, da han var bleven sig bevidst som Digter, studerede han Naturen, aldeles som en Maler optager Studier. Vilde han beskrive en Eng, rejste han for den Sags Skyld derhen, optegnede paa det Nøjeste Bjergenes Udseende, Skovenes Beliggenhed og Form, selv Skyernes Art og Omrids i det givne Øjeblik, ja ofte de enkelte Blomster og Buske, der stod paa Vejen eller ved Indgangen til en Hule. Det poetiske Blik paa Naturen, han havde tilfælles med Romantikerne i Tyskland og Danmark, udelukkede ikke den kraftigste og nøjagtigste Virkelighedstroskab i Skildringen. Endnu var Scotts Digterkald dog ikke blevet ham klart, han uddannede sig til en flittig og stadig Jurist, der skrev sine Akter med den prydelige Juristhaand og de juridiske Snirkler, hvormed han senere skulde bringe saa mange poetiske Værker paa Papiret. Trods sin Vanførhed besad han et sundt, smidigt og kraftigt Legeme og var saa øvet i legemlige Idrætter, at han engang en hel Time igennem paa en ensom Vej forsvarede sig med sin Stok imod tre Karle, der overfaldt ham. Men hvad der er højst betegnende for hans aandelige Bygning: Denne Sundhed var ikke forenet med nogen tilsvarende Finhed i Sanseorganerne. Han manglede næsten helt Lugtesansen, og hans homeriske Appetit var alt Andet end Lækkersultenhed; han kendte hele sit Liv igennem ikke god Vin fra slet, og kunde ingen Forskel smage paa daarligt og fint tilberedt Mad - et Punkt, hvori han danner den mest udprægede Modsætning til sin yngre Samtidige Keats. I Forholdet til det andet Køn var han saa kold, at han paa Grund af denne Kulde maatte udstaa Drillerier af sine Kammerater. Ikke desmindre nærede han i Ynglingeaarene romantiske Følelser for en ung Dame, der ægtede en Anden. Han beherskede sig saa fuldkomment, at Ingen anede noget derom. Han kom hurtigt ud over denne Sorg og efter en kysk og rolig Ungdom ægtede han 26 aar gammel en fransk protestantisk Dame Frøken Carpenter , hvis Fader var død under Revolutionen. Vinteren 1796-97 tilbragte han under den almindelige Frygt for en Landgang af Franskmændene med at oprette Frivilligregimenter, og da han var Fyr og Flamme for Sagen, udnævntes han til et af Regimenternes Kvartermester og Skriver. Hans første Oversættelser fra Tysk er allerede berørte. En Kritik af Bogen havde den profetiske Bemærkning, at den indeholdt Stof til hundrede Romaner. Med al sin Troskab mod det engelske Kongehus følte han sig dog bestandig som Skotte, ja der er ingen Tvivl om at selve det skotske Racepræg er det afgørende Grundlag for hans Originalitet. Allerede den poetisk-historiske Interesse, der kommer til Gennembrud hos ham, er skotsk. Intet Fællesmærke har været saa udpræget hos Skotterne gennem alle Tider som en heftig og lidenskabelig Nationalfølelse. Ser vi et Øjeblik bort fra den indre Partispaltning i Landet, som ikke omstøder Følelsen af Fællesskab, saa finder vi ikke let i noget andet Land en saadan Fornemmelse af Sammenhøren som hos dette lille Folk, hvis Rige er landfast med et andet betydeligt større, der taler samme Sprog og har Herredømmet derover. Ogsaa Englænderen har en levende Nationalfølelse, men den er langt mindre fremtrædende og skarp; den er af rent bekræftende Natur og har til Indhold alt det Meget og Forskellige, der efter Englænderens Opfattelse udmærker hans Folk. Skotlænderens Nationalfølelse derimod er uafbrudt aarvaagen, bestandig paa sin Post, fordi den i det Væsenlige har et nægtende Indhold. Naar Englænderen siger: Jeg er en Engelskmand, saa mener han nøjagtigt dette, som han siger; men naar Skotten siger eller tænker: Jeg er Skotte, saa betyder disse Ord i hans Mund saa meget som: Jeg er ikke nogen Englænder note: Masson: Scottish Influence in British Literature. For ret at forstaa denne Følelse maa man betænke Skotternes Faatallighed i Sammenligning med deres mægtige Naboers Antal. Naar man véd, at endnu i aaret 1707 Skotlands hele Befolkning ikke naaede op over én Million, saa begriber man, at kraftigt Sammenhold, dyb Haardnakkethed og værnende Stridbarhed var nødvendige for at den mindre talrige Race ikke skulde se sin Ejendommelighed overskyllet eller fortrængt søndenfra. Saaledes kom man til paa en særligt eftertrykkelig Maade at elske og beundre det ru og mørke Skotland i Modsætning til det grønne og frugtbare England, til at omfatte dets Højder, Enge, Sumpe og Taager med en næsten krigerisk Fædrelandskærlighed. Det kan da ikke undre, at da der i dette Land fødes en stor fortællende Digter og det tilmed paa en Tid, da Nationalfølelsen hele Europa over bryder ind i Poesien, saa bliver det Skotland, som frembringer de første og kraftigste Frembringelser af den historiske, Folkesjælen granskende Romantik. Hvad laa mere nær for en Digter i dette Land end at fordybe sig i Højlændernes ejendommelige Sæder og skildre dem med deres virkningsfulde Klædedragt! Hvad var naturligere for den Mand, hvis blotte Navn syntes at stemple ham som Fædrelandet i Person, end at ty tilbage til Fortiden, dens Minder og Mindesmærker for ligesom at bøde paa hans Landsmænds ringe Tal og Betydning i Samtiden ved at skildre deres Fortidsliv og deres historiske Bedrifter! Hvad der udmærkede den skotske Nationalfølelse var da først dens Præg af Fællesskabsfølelse: Provinsnationen var mere sammengroet, rummede ikke saa skarpe personlige Modsætninger som Hovednationen. Men den skotske Nationalfølelse havde endnu et andet Grundtræk, nemlig det, at den gjaldt en provinsagtig Særstat, og som saadan var en nedarvet Vedtægt og derfor i Slægt med alle gamle Overleveringer. Heraf hos Scott den overdrevne Ærefrygt for Kongemagten, dens Sindbilleder og dens Tilbehør. Da han var Medlem af Udvalget for Undersøgelsen angaaende de gamle skotske Kronregalier, satte Fundet af disse ham i en saa levende og andægtig Bevægelse, at han, da en af Embedsmændene vilde prøve Diademet paa en ung Dames Hoved, ikke kunde lade være at skrige: Nej, for Guds Skyld nej! Den første store Følelse af at tilhøre en Særstat med Særaand drog fremdeles en Hærskare af nye Særfølelser med sig. Paa samme Tid som ikke ret mange Folk havde Skotternes Sammenhold, havde endnu færre deres Splittethed i Partier og Lejre. Den Enkeltes Følelse af den Pligt at gaa op i et Fællesvæsen begyndte ikke først ved Staten, men ved Stammen, Clanen, ja Familien. Derfor træffer vi da ogsaa hos Scott som Balladedigter en særlig Forkærlighed for de Ballader, der behandler Bedrifter, som Digterens Stammefrænder eller Forfædre har udført. Og derfor har han i sin Egenskab af Skotte den mest fremtrædende Familiefølelse. Han var en mønsterværdig Søn og Ægtefælle, han var - som hans Breve til den ældste Søn udviser den kærligste Fader; han var en god Opdrager af sine Børns Legeme og Sjæl, der nærmest kun stillede den gammelpersiske Fordring til dem, at de skulde sidde godt til Hest og tale Sandhed; men selv i disse Følelser var han ingen ret moderne aand. I hans Privatliv som i hans Poesi gik Slægten for ham forud for Enkeltmennesket. Han havde en Broder, Daniel Scott, som forfaldt, og som uden nogensinde at have begaaet noget ligefrem Uhæderligt dog gjorde Familien Skam. Det er den Art Fejl som følger med de samfundsbevarende Dyder. Men det vil ikke undre Nogen, at den Mand, der ellers saa mild i sin Følelse ofrede saa meget paa Slægtens Alter, ikke kunde blive Personlighedens Digter, men med ét Slag blev kastet tilbage i Fortiden, da Byron opstod. Den gjorde overordenlig Lykke; man glædede sig over denne Tilbagevenden til Folkepoesien og til Naturen; især blev Naturskildringerne højligt beundrede. Pitt udtalte, at Scott efter hans Mening paa flere Steder havde naaet Malerkunstens Virkninger, og hans Modstander Fox var undtagelsesvis enig med ham i dette Punkt. Havde Scott allerede ved sin personlige Elskværdighed som Embedsmand været saa yndet, at, som Wordsworth i aaret 1803 bemærker, hans Navn var nok til med et Trylleslag at aabne En alle Døre i hans Embedsomraade, saa blev han nu ligesaa yndet som Digter. I kort Tid afsattes 30,000 Eksemplarer. Det var det sekstende aarhundredes Tilstande, der her fremstillede med tilnærmelsesvis historisk Nøjagtighed traadte Læseren imøde. Foreløbigt var Interessen vakt for Middelalderen, Riddervæsenet, Kongeherligheden, Lenstroskaben og den skotske Nationalejendommelighed. De fodrejsende Englændere begyndte at gøre romantiske Valfarter til Ruinerne af de gamle Borge og til Valpladsen ved Killiecrankie, hvor deres Landsmænd i det syttende aarhundrede var blevne slagne af Uhyrerne med de tærnede Tartaner og de nøgne Lægge. Hidtil havde Scott skrevet om Aftenen og langt ud paa Natten; nu da hans egenlige Virksomhedsperiode begyndte, henlagde han sin Arbejdstid til den tidlige Morgen. I de friske Morgentimer var det da, at han udarbejdede alle de Værker, som nu fulgte, medens Byron ejendommeligt nok skrev alle sine Poesier om Natten. Det er, selv hvor de to Digtere staar hinanden nærmest, som kunde man føle den lyse eller mørke Undfangelsestimes forskellige Stemning hvile over Værket. Med Hensyn til sin Fabel staar denne Digtning Scotts øvrige ganske nær; det er atter det sekstende aarhundrede, atter Skotland, atter Livet paa Borgen og ved Hove, som skildres. Dog Digtets Helt er saaledes beskaffen, at han umiddelbart danner Overgangen til de Byronske Helte, ligesom det hele Værk er skrevet i de lette og flydende, men noget enstonige firfodede Jamber, som Byron i sine poetiske Fortællinger hyppigst har benyttet. Marmion er en stolt og uforfærdet Ridder, men en Forbryder-Natur. Han har bortført en ung, dejlig Nonne, Constance af Beverley, der følger ham overalt i Mandsdragt som hans Page; men da han hurtigt er bleven ked af hende, vil han med Magt tiltvinge sig en ung Adelsdames Haand, skønt han véd, at denne elsker en Anden. Dreven af skinsyg Fortvivlelse gør Constance et Attentat paa Marmions Liv; og med kold Grusomhed overgiver han hende som undvegen Nonne til Klosterets Straf. Abbedissen dømmer hende, og i et romantisk Rædselsoptrin af den Art, Byron plejer at ynde men tillige at udmale med langt ringere Skaansel for Læserens Nerver, bliver hun levende indemuret i en underjordisk Hvælving. Klinger det ikke næsten allerede Byronsk: Marmion, hvis Hjerte og hvis Blik var i den værste Fare fast, som selv af Kongen taalte ej et overmodig Øjekast, hvis Stemme højt i Lejren lød og over alle Tapre bød, ham svigted Tanken nu og Mælet. Forvirret slog han Øjet ned; en Rødme over Panden gled, der røbed, hvad den Stolte led, da ramt i sin Samvittighed han maalløs stod, af Skam afsjælet. Hans Samvittighedskval er malet i følgende Ord: Anger! Uslingens Svøbe, det er Gru, du er de Tapres Bøddel, du! Som der nu er nogen Lighed mellem Marmions og Laras Stilling og Særpræg, saaledes dør de ogsaa paa samme Maade, ramte i aaben Kamp, ubøjelige i Døden, ugudelige indtil Livets sidste Øjeblik. Men hermed er Ligheden ude; den er netop stor nok til at gøre Byrons Ejendommelighed klar. Naar Byron derimod skitserer sine første forbryderiske Helte, da vil han fremfor Alt vække Interesse for dem. Allerede deres aasyn fremkalder Opmærksomhed og Deltagelse hos Enhver, der ser dem, og bibringer Forestillingen om Stolthed, Skyld, Had og Trods; de slaar intet Øjeblik i deres Liv som Marmion Øjnene ned for en Anklager; de lever som hin Sagnets Skorpion: trindt om Flammer og forinden Selvtilintetgørelse. Uden at finde Trøst i Himlen eller paa Jorden trækker deres Hjerte sig sammen i Stolthed og i Kval, indtil det ophører at banke. Anderledes Byrons tidligste Helte: de lever fuldstændigt i deres eget Indre, der udgør ligesom en helt tillukket Verden for sig, og Digteren har sørget for glimtvis at lade Læseverdenen ane en lignende mørk og afsluttet Verden i hans egen Sjæl. Hans Jeg skimtes bag det digtede; man føler bag Værket et Hjerte, som har lidt, og som søger en Lindring i halve Tilstaaelser og dunkle Udbrud: Fremstillingen er med ét Ord i aller fuldeste Forstand personlig, og dermed er en Omvæltning i den engelske Digtemaade indtraadt. I Scotts rent episk formede Digt var det ikke Hovedpersonen, men Begivenhederne, som især gjorde Lykke, fremfor Alt Slagmalerierne i sidste Sang, der af den begejstrede Kritik erklæredes for de bedste siden Homer. Og var Digtet nu vel skikket til at vække Beundring hos Scotts jævne Landsmænd, saa var det ikke mindre egnet til at behage ved Hove. Den første kunde neppe uden Sindsbevægelse læse Skildringen af Kong James' Optræden i den pragtfulde Hofdragt: I Kongedragt han kom, den Høje. Hans Fløjelskappe, rød og fin, var kantet rigt med Hermelin. Med skiftende Lød hans Atlasktrøje fortrylled, blænded hvert et øje. Og den fra Hoffet forstødte Prinsesse af Wales, hvem Scott havde lært personligt at kende, da han i 1806 første Gang fejredes som Løve i London, og til hvis Parti han som Tory sluttede sig, kunde paa sig anvende Digtets Skildring af den forladte Dronning Margaretes ensomme Liv, medens den ridderlige og letfærdige Monark tilbringer Tiden med sine Elskerinder. Han spillede sin Løverolle med en Godmodighed og et Humør, som ikke hyppigt findes hos den, der i en Verdensby er Øjeblikkets Helt. Men var Scott tam og mild som Løve, saa var han des mere gram som Tory. Hans Tankegang var den, at naar en religiøs Sekt efter sit Væsen var nøje forbunden med en udenlandsk Magts politiske Bestræbelser og underkastet den aandelige Indflydelse af et Præsteskab, der i Kløgt og Virkekraft ikke havde sin Lige, saa kunde man ikke fortænke Staten i, at den ikke vilde kalde dens Tilhængere til sine Embeder. Men nu, da man har taget den babyloniske Dame Plasteret fra Munden, véd jeg ikke, hvorfor man gør saa mange Ophævelser med Hensyn til at give hende Sæde i Parlamentet. Digtet gjorde den største Lykke, som noget af Scott endnu havde opnaaet. Den herlige Skov- og Fjældfriskhed, der gennemstrømmer dette smukke Værk, dets milde Varme, dets sande Følelse, der ingensteds stiger til stormende Lidenskabelighed, det hele Naturbillede, der ikke som hos Wordsworth forstyrres af Fattighussympatier og Prækeri, virkede betagende paa Læseverdenen. Den Yndest, Digtet vandt, var saa udbredt, at Postbefordringsindtægterne paa de Stationer, der laa nærmest den Egn, hvor Handlingen foregik, fordoblede sig. Man maa tage sin Tilflugt til Hændelser af Scott's eget Liv for at finde et Sidestykke til saadan en Kendsgerning. Denne Mand, hvis Navn var Davidson og som iøvrigt aldeles ikke var portræteret i Romanen, blev derved saa bekendt, at Folk gjorde Rejser for at se ham, ja en fornem Dame, der ønskede et Par Hvalpe af de berømte Hunde, og ikke vidste hans Navn, adresserede Brevet til Dandie Dinmont - og det kom ham ihænde. Et Brev fra den skotske Kaptejn Adam Fergusson meddeler f. Scott, at Kaptejnen i Portugal paa Forpost havde læst hans Digtning højt, udsat for Fjendens Kugler, selv knælende, medens Mandskabet laa plat udstrakt paa Jorden, og at der, da han læste Beskrivelsen af Slaget i sjette Sang, havde hersket lydløs Tavshed, kun afbrudt af et tordnende Hurra, naar en fransk Kugle slog ned i Jorden ved Siden af. Hvad en moderne og fremmed Læser nutildags finder i dette Digt er først Nationalpræget, Forherligelsen af de folkelige Minder og af Lenstidens Sæder, af Kongemagten og Clantroskaben i klare, levende, uskyldige Sange, saa Naturskildringer, dugfriske som Christian Winthers - ingen Fordybelse i Sjælelivet. Her er en gammel Barde ved Navn Allan, en romantisk Olding, halvt Druide, halvt Profet ved Navn Briand, romantiske Drømme, der gaar i Opfyldelse, og Spaadomme, der slaar ind. Men dette er taget med som folkekært, ikke som hemmelighedsfuldt. Der er ikke Spor af det Uhyggeliges Romantik, som Scott selv var den sidste til at ville tro paa. Hvor stor en Moro han end kunde have af sine aande- og Spøgelsehistorier, han selv var lige modsat de tyske Romantikere meget langt fra at være underkastet Indtryk af det Gyselige og Uforklarlige. Han fortæller etsteds, at han en Aften, da han kom til et Landsby-Værtshus, fik den Besked, at ingen Seng var ledig. Hvad der gør Digtet mindre fængslende for os nu, er ikke dette, men den teatralske Anordning i Skildringen af Sæder og Skikke. Heller ikke Scott har helt formaaet at omsejle den romantiske Epopés værste Skær: Balletten, hvorpaa Southey strandede. Her er Alt for Teatervirkningens Skyld stillet paa Spidsen: Den unge Mand træffer først en Ligfærd og tager den vaabendygtige Søn bort fra Faderens Lig, saa møder han en Brudeskare og tager Brudgommen bort fra Bruden. Man ser ligesom Optoget gaa over Scenen og fornemmer den skærende Virkning, da Budbringeren kommer ilende ind fra Kulissen. Han vilde først og fremmest med afstikkende tydelige Træk fremstille sit Lands skønne Sæder: den Fremmede modtages i Hytten uudspurgt, den ene Fjende deler af Ridder-Høflighed sin Plaid med den anden, da denne bliver træt - dernæst vil Digteren overraske sin Læser ved uskyldige Effektmidler, Forvandlingsoptrin og deslige: den højlandske Fører, der ledsager Fitz-James afslører sig pludseligt som den frygtede Clanhøvding Rodrick Dhu, og Fitz-James sig selv tilsidst som ingen Ringere end Kongen. Men hvor sund, hvor let, hvor glad, hvor bredtstrømmende flyder ikke denne Lovsang over Skotland og Skotter! Kongen behersker, ærekær som en Konge hos Calderon, sin egen Lidenskab, og Højlændere og Sletteboere, Mænd og Kvinder har alle Hjertet paa rette Sted. Man nyder Indblikket i en harmonisk Verden og man savner ikke Wordsworth's straffende og formanende Sjælegranskning. Det vil neppe falde Nogen ind at negte, at Følelsen er langt dybere hos Wordsworth. Med sit Had til alle blændende Dyder og glimrende Laster har han valgt sig en Helt, der, skønt lydig Søn og modig Riddersmand, af Pligthensyn nægter at følge sin Fader og sine Brødre, da de rejser Oprørsfanen mod Dronning Elisabeth af England, og som forstødt og miskendt uden at kunne dele sine Slægtninges Fare maa opleve deres Nederlag og forsmædelige Straf. Han har udrustet sin Helt med Forsagelse, Fasthed, Hjertensgodhed og en Nazarensk Religiøsitet, men her er kun altfor meget af det forlorent Dybsindige, det affekteret Halvovernaturlige, det Følsomme og Salvelsesfulde. Scott saa paa Naturen og de gamle Sæder med en Jægermands Øje, Wordsworth med en Moralists. Spaadommen er ikke gaaet i Opfyldelse. Han fortrød sin Overilelse mod Scott ligesaa varmt som alle sine andre Overilelser af samme Art, og den kortvarige Spænding mellem de to store og elskværdige Mænd afløstes nu af det hjerteligste Forhold. Med klart Blik saa han, at han i den poetiske Fortælling ikke kunde kappes med Byron og besluttede at slaa ind paa en anden Kunstform, den, hvori han snart skulde staa uden nogen Medbejler i Europa. De Udtalelser om hans Bevæggrunde hertil og overhovedet alle de Udtalelser om Byron, der findes spredte i hans Levned, er Vidnesbyrd om hans ædle Humanitet og indtagende aabenhjertighed. Jeg havde været Sejerherre paa denne Løbebane og vilde ikke opleve den Tid, da jeg maatte staa tilbage for en Anden. Klogskab mindede mig om at stryge Sejl for Byrons mægtigere Geni. Havde jeg været begærlig efter Digterry og skinsyg derpaa, vilde jeg maaske med ligesaa meget Mod som det, Byron udfoldede ved sin Optræden, have indladt mig paa Tvekampen, eller jeg vilde have sat Publikum i Forundring og Skræk, idet jeg i egen Person opførte den døende Fægters Rolle; men jeg tilstaar heller med den aabenhed, De i tyve aar har kendt hos mig, at jeg ikke følte mig stærk nok. Deres Fremtræden falder sammen med den nationale Stoltheds Opblussen ved Fredsslutningen med Frankrig og de haabefulde Udsigter for Fremtiden.

Også på Calle Martínez Campos skaber gadekunsten perspektiv. Det Tidsrum af skøn Literatur, jeg vil skildre, er et blomstrende rigt, med højst forskelligartede, hyppigt hverandre fremmede eller hverandre fjendske aander og Skoler, hvis indbyrdes Sammenhæng ikke umiddelbart opdages, men først viser sig for det kritiske Blik, og dog har Tidsalderen sin Enhed, og det Billede, den afgiver, er af Historien selv sammenhængende komponeret, hvor broget og bevæget det end er. De er digtede for en Læseverden, hvem det bedøvende Byliv i Londons Menneskemasse og den stadige Sysselsættelse med Verdensbegivenhederne havde meddelt en Art nervøs Trang til de heftigste aandelige Pirringsmidler. «, fortæller Lo Montell, der kan opleves til to intimkoncerter på kysten den 24. Men stærkere Tilskyndelser har hos os Andre overdøvet disse. Nå, men hvad betyder det, når man nu ikke er royalist. Det var den ene- ste mozarabiske kirke i Al-Andalus-tiden, og en af to i hele Spanien, som er helt i mozarabisk stil.

credits

released December 8, 2018

tags

about

phesicullo Pittsburgh, Pennsylvania

contact / help

Contact phesicullo

Streaming and
Download help

If you like Elskes h?jt af skotterne engelsk, you may also like: